Socialpædagogerne
sl.dk Vidensbanken Mit SL

Socialpædagogernes Vidensbank

Avanceret søgning
    • Børn og Unge
    • Voksne
    • Socialpædagoger
  1. Socialpædagogernes Vidensbank
  2. Børn og Unge
  3. Social udsathed

Voldens børn

Denne undersøgelse fra Mødrehjælpen stiller skarpt på, hvordan det føles som barn at være vidne til vold i sit eget hjem.

Indhold

Undersøgelsen er udarbejdet af Mødrehjælpen og er et forsøg på at skabe en øget opmærksomhed på og viden om børn og unge, der vokser op i familier med partnervold samt at belyse, hvordan denne vold har en pris for børn og unges generelle trivsel og udvikling. Håbet med undersøgelsen er ydermere at tydeliggøre behovet for en særlig indsats ikke kun for forældrene, men også for barnet.  

Undersøgelsen giver en stemme til en gruppe på seks børn i alderen 12-16 år, som har erfaret voldens indgreb i deres familie, i skolen, i forhold til venner og fritid. Ydermere fortæller de om, hvordan volden har haft indflydelse på deres selvforståelse og følelsesmæssige udvikling.

Volden kan både være fysisk (eksempelvis lussinger, slag eller skub) og/eller psykisk (eksempelvis voldsom skældud, trusler og gentagende kritik).

Rapporten indeholder følgende hovedafsnit:

  1. Teoretisk tilgang til behandling af voldsudsatte kvinder og børn: Dette afsnit beskriver Mødrehjælpens projekt Ud af Voldens Skygge.
  2. Metodiske overvejelser af den kvalitative undersøgelse: Afsnittet redegør for undersøgelsens metodiske overvejelser med udgangspunkt i valget af den kvalitative metode.
  3. Børn og unges fortællinger fra en barndom præget af vold: I dette afsnit gives et analytisk blik på børnenes og de unges fortællinger fra en barndom præget af vold.
  4. Opsamlende konklusion: Afsnittet giver en opsamlende konklusion på baggrund af børnenes fortællinger. Dertil gives der anbefalinger med fokus på Ud af Voldens Skygge for på den måde at bibringe perspektiver til en national indsats for voldsudsatte i Danmark.

Konklusion

Undersøgelsen viser bl.a.:

  • Partnervold rammer ikke kun den udsatte part (moderen). Volden og konflikterne i familien rammer også børnene hårdt på flere parametre.
  • Efter et brud i forholdet kan moderen træde ud af dette, men børnene oplever fortsat at være i samvær med både mor og far. Dette er en problemstilling, som må øge samfundets årvågenhed på de børn, der får fastsat et samvær efter brud i familier, hvor der er forekommet partnervold.
  • Børnene oplever, at deres mødre, grundet traumatisering, i perioder ikke er i stand til at give børnene den fornødne omsorg, støtte og indlevelse.
  • Mødet med Statsforvaltningen kan for børnene forårsage re-traumatisering, da barnet via sin deltagelse hives ind i et yderst følsomt konfliktfelt, hvor barnet må lukke ned følelsesmæssigt.
  • Børnenes oplevelser med vold i hjemmet rammer deres liv på de vigtigste fronter i ’det gode børneliv’, hvor børnene bl.a. oplever udfordringer med at koncentrere sig i skolen, samt udfordringer med ensomhed, angst og frygt for, at ingen har lyst til at være venner med dem.
  • Børnene og de unge har i undersøgelsen set tilbage på en barndom, der har været præget af oplevelser, som flere af dem ikke ønsker skal være en del af dem og deres fremtid.

Metode

Undersøgelsen bygger på en kvalitativ tilgang, hvor der er foretaget enkeltmandsinterview med seks børn i alderen 12-16 år, som har deltaget eller deltager i Ud af Voldens Skygge.

Undersøgelser og evalueringer
Forfatter
  • Helle Dalgaard Lauridsen
  • Carina Nielsen
Årstal
2017
Udgiver
Mødrehjælpen, 27 sider
  • Udskriv
  • Mail
  • Linkin
  • Facebook
  • Twitter
Download Download PDF

Se også

Børn der oplever vold

Socialstyrelsen 2016

Vold mod børn - Hovedrapport

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 2011

Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 2016
  • Om vidensbanken

    Vidensbanken er en service fra Socialpædagogerne sl.dk

    Om vidensbanken
  • FIND MERE VIDEN

    Socialpædagogen og andre relevante danske og internationale hjemmesider.

    Se links
  • Få vidensbankens nyhedsbrev

    Hold dig ajour med ny socialpædagogisk viden.

    Få viden i din mailbox
  • SÆT NY VIDEN I BANKEN

    Har du ideer eller eksempler på viden og praksisforløb, hører vi gerne fra dig.

    Kontakt os
Socialpædagogernes Vidensbank Brolæggerstræde 9 1211 Kbh. K Tlf. +45 7248 6000
Socialpædagogerns Vidensbank