Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016
Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge er et alvorligt samfundsmæssigt problem, som SFI stiller skarpt på i denne rapport.
Indhold
Denne rapport fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er del af Overgrebspakken, som blev vedtaget i Folketinget i 2012.
Med vedtagelse af Overgrebspakken blev der sat fornyet fokus på socialfaglige initiativer, der kan forebygge vold og seksuelle overgreb mod børn og hjælpe dem, der har været udsat herfor.
Målet med den nærværende rapport er at give ny og systematisk viden om vold og overgreb, der kan give det bedst mulige grundlag for at forebygge og lave tidlig opsporing af vold og seksuelle overgreb.
I rapporten fremlægger SFI resultaterne af en national undersøgelse af omfanget af fysisk og psykisk vold og seksuelle overgreb, begået mod børn og unge i Danmark, samt hvad der er af væsentlige risikofaktorer for, at børn og unge kan risikere at blive udsat for vold og seksuelle overgreb.
Rapporten er bygget op omkring følgende kapitler:
- Kapitel 1 indeholder en indledning.
- Kapitel 2 redegør for definitioner og begreber.
- Kapitel 3 beskriver de anvendte metoder og data.
- Kapitel 4 beskriver omfanget af fysisk og psykisk vold mod unge i familien.
- Kapitel 5 beskriver risikofaktorer i forhold til fysisk vold.
- Kapitel 6 viser omfanget af seksuelle overgreb mod unge fra henholdsvis jævnaldrende, familien og andre voksne.
- Kapitel 7 beskriver risikofaktorer for seksuelle overgreb.
- Kapitel 8 viser, at de unge fortæller om oplevet vold og seksuelle overgreb, og hvem de eventuelt fortæller det til.
- Kapitel 9 skildrer de risikofaktorer, der er for personer dømt for vold og seksuelle overgreb mod børn.
- Kapitel 10 viser, hvilke risikofaktorer, der er for ofrene.
Konklusion
Følgende er et udpluk af undersøgelsens resultater:
- Hver 12. ung har oplevet psykisk vold inden for det seneste år.
- Hvert sjette barn har været udsat for en eller anden form for fysisk vold i hjemmet det seneste år.
- Det er gennemgående og fælles for vold og seksuelle overgreb, at børn og unge oftest fortæller om dette til kammeratskabsgruppen, hvis de fortæller nogen om det.
- Der er en stærk sammenhæng mellem fysisk og psykisk vold, såvel som mellem fysisk vold og den unges manglende oplevelse af harmoni i familien.
- Unge, der har oplevet uønskede seksuelle hændelser, har en dårligere trivsel end andre unge, uanset om krænkerne er jævnaldrende, familiemedlemmer eller andre voksne.
- Der er en sammenhæng mellem unges mistrivsel, unges oplevelse af familien og uønskede seksuelle overgreb.
På side 10-22 kan du læse alle undersøgelsens resultater.
Metode
Undersøgelsen bygger på to typer af data, henholdsvis spørgeskema og registerdata.
SFI har indsamlet spørgeskemadata gennem en landsdækkende og repræsentativ undersøgelse blandt knap 2.000 elever i 8. klasse på 92 forskellige skoler i Danmark.
I forhold til registerdata har SFI undersøgt ca. 950.000 personer, født mellem 1980-1988, som følges frem til 24-års-alderen. SFI anvender en såkaldt prospektiv (dvs. fremadrettet) forløbsundersøgelsesmetode i registerundersøgelsen.