Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud - modelprogram: design og metode
Introduktion til projektet Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud (VIDA-projektet): mål, baggrund og udvikling af modelprogrammer.
Indhold
Denne statusrapport præsenterer for første gang projektet Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud (VIDA-projektet). Projektet belyser overordnet spørgsmålet: Hvordan tager vi i dagtilbuddene bedst hånd om socialt udsatte børn? Projektet skal udvikle og afprøve samt dokumentere, hvilke pædagogiske indsatser i dagtilbud, der kan sikre udsatte børn en bedre tilværelse.
Denne rapport introducerer VIDA-projektets mål, baggrund og udvikling af de to modelprogrammer, der er omdrejningspunktet i projektet, samt skitserer projektets valg af design og metode i forbindelse med intervention og effektforskning.
I én gruppe af dagtilbud vil der være fokus på børns trivsel og læring (VIDA-Basis Program). I en anden gruppe vil der være fokus på børns trivsel og læring (som i gruppe et) og desuden indgå forældreinddragelse (VIDABasis Forældreprogram).
Dagtilbud, der indgår i VIDA, er institutioner for 3-6-årige udvalgt i fire kommuner: Randers, Horsens, Gentofte og Brøndby.
Konklusion
På trods af forskelligt rettede indsatser og resultater efterlader den internationale forskning samlet set løfterige resultater om, at udsatte børns kognitive og sociale udvikling kan fremmes, når der sættes ind fra tidligste alder.
Den internationale forskning giver værdifuld inspiration, men må tilpasses for at kunne implementeres i et moderne velfærdssamfund som Danmark. I Danmark går nemlig ca. 95 % af alle børn i et dagtilbud.
En konsekvens af denne pointe er, at VIDA på den ene side bygger videre på internationale erfaringer og på den anden side adskiller sig på visse punkter for at kunne tilpasses til den aktuelle kontekst. Således giver VIDA på den ene side plads til at arbejde efter traditionen i Danmark, dvs. ud fra et princip om med- og selvbestemmelse (bottom-up). På den anden side kombineres dette princip i VIDA med et princip, der er velkendt fra de internationale programmer, om at arbejde målrettet og systematisk ved brug af fælles materialer, værktøjer og guidelines (top-down).
Metode
VIDA-projektet bygger på et samlet koncept, som drejer sig om tre perspektiver:
-
Fra et fejlfindings- til et ressourcesyn
-
Fra et passivt til et aktivt læringsbegreb
-
Fra et individuelt til et organisatorisk læringsperspektiv
Derudover søger projektet at integrere et top-down- og bottom-up-perspektiv, der indebærer, at viden fra uddannelsen, præsenteret gennem materialer og værktøjer til at arbejde med refleksion og innovative kompetencer, spiller aktivt sammen med de professionelles egen viden og erfaringer fra praksis.
Projektets effektundersøgelse foretages i tre nedslag (baseline-, midtvejs- og slutmåling) og måler ved hjælp af gennemprøvede screeningsredskaber børnenes udbytte af interventionen målt på deres kognitive kompetencer (læring) og socioemotionelle kompetencer (trivsel). Den kvantitative del af effektundersøgelsen suppleres med kvalitative casestudier af forandringsprocesser.