Veje ind og ud af kriminalitet
En undersøgelse af tidligere kriminelle unges erfaringer og anbefalinger til det fremtidige arbejde med forebyggelse af kriminalitet.
Indhold
Denne bog giver et indblik i tidligere kriminelles egne historier om deres veje ind og ud af kriminalitet. Bogen bygger på en undersøgelse, som NIRAS har lavet for Socialstyrelsen. Undersøgelsen er bygget op omkring livshistorieinterview med 20 tidligere kriminelle. Analysen af fortællingerne fokuserer på det, som de tidligere kriminelle tillægger betydning og lægger vægt på i deres fortællinger.
Analysen viser, at noget helt centralt for både vejene ind og ud af kriminaliteten er tilhørsforhold og anerkendelse. De unge lægger meget vægt på sociale fællesskaber og identitet i forhold til at være nogen og noget. Herudover spiller institutioner samt vold og stoffer også en afgørende rolle i mange livshistorier. Disse forhold vil være en rød tråd i bogen, hvor de vil blive udfoldet i forhold til de forskellige situationer, som de tidligere kriminelle befinder sig i.
Konklusion
De 20 tidligere kriminelle har lagt kriminaliteten bag sig, fordi de var motiverede for det, og fordi der har været tilbud om intensiv hjælp til bolig, job, bekæmpelse af misbrug, mentorer og nye sociale fællesskaber.
I forhold til at forlade kriminaliteten understreger de unges udsagn, at:
-
Det er vigtigt, at de får en rolle og noget meningsfuldt at foretage sig, f.eks. job, uddannelsesforløb og fritidsinteresser. Dette er med til at give anerkendelse og respekt, hvilket er vigtigt for opbygningen af en ny identitet. Dette understreger også vigtigheden af, at de tidligere kriminelle er jobparate, når de kommer ud af fængslet.
-
Ingen kan vende en kriminel løbebane helt på egen hånd. Mange har fået uvurderlig hjælp af mentorer og støttepersoner fra organisationer, institutioner og det civile samfund. Hjælpen kan også komme fra kærester og familie, der ikke er en del af det kriminelle miljø, og som kan træde til.
-
Det er svært at blive sluppet løs i et samfund, som man ikke er klædt på til at fungere i. En gradvis løsladelse via pensioner på fængselsvilkår har vist sig at være et relevant tiltag for mange af de tidligere kriminelle, som indgår i undersøgelsen.
Metode
Undersøgelsen er kvalitativ, hvor livshistorieinterview med 20 tidligere kriminelle er den vigtigste datakilde. Rekrutteringen af informanterne til interview foregik gennem organisationer som Cafe Exit, Pension Skejby, KRIS-Danmark, A-holdet og High:five.