Indhold

Formålet med denne rapport har været at belyse unges selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser for at finde mulige årsager, risiko- og beskyttelsesfaktorer med henblik på at få ideer til effektive forebyggende foranstaltninger.

Forskningshypotesen er, at alvorlige traumatiske livsbegivenheder – her målt som fx forældres omsorgssvigt i form af psykologisk, fysisk eller seksuel mishandling eller vanrøgt – øger risikoen for selvskadende adfærd som ung, og at social støtte fra andre kan give en modstandskraft, der mindsker risikoen.

Undersøgelsen begrænser sig til at undersøge spørgsmålet om social støtte, som kun er et blandt mange potentielt mulige forhold, der kan mindske følgevirkningerne af belastende traumatiske forhold. Det er endvidere vigtigt at bemærke, at undersøgelsen især fokuserer på psykosociale belastninger i barnets nære miljø. Dette udgør en vigtig begrænsning, idet der er mange andre mulige årsager til selvskadende adfærd som fx genetisk sårbarhed, som ikke kan behandles inden for vores undersøgelsesdesign.

Undersøgelsen skal således ses som et første trin, der kan danne basis for andre undersøgelser, der inddrager flere potentielle årsagsforklaringer, der vil kunne give et bedre grundlag for at vurdere, hvilke forebyggelsesstrategier der er mest hensigtsmæssige.

Konklusion

Rapportens væsentligste resultater er følgende:

• Der er en markant sammenhæng mellem en belastende opvækst og senere selvskade, dvs. adfærd, hvor den unge bevidst fx skærer, slår eller brænder sig selv.
• Der er en mindre markant sammenhæng mellem en belastende opvækst og senere spiseforstyrrelser, fx anoreksi, bulimi eller tvangsoverspisning.
• Social støtte gør en forskel for, om man klarer sig fri af selvskade og spiseforstyrrelser, selvom man har haft en belastende opvækst.
• Unge med selvskade har gennemgående flere psykosociale belastninger, og de er dårligere stillet følelsesmæssigt og socialt end de unge, der kæmper med spiseforstyrrelser.
• Begge grupper har et meget lavt selvværd sammenlignet med deres jævnaldrende.

Social støtte er en relation, der får personen til at føle, at han/hun er elsket og værdsat. Relationen er kendetegnet ved empati, forståelse og respekt. Der er således tale om en personlig relation til andre, der er villige til at lytte og give emotionel og praktisk støtte, når det har været nødvendigt. Den sociale støtte kan også indebære kontakt med andre, der har været udsat for tilsvarende belastende situationer.

Metode

Undersøgelsen baserer sig på interview med 2.980 unge, alle født i 1984 og omkring 25 år, da de blev interviewet. De unge blev interviewet i ca. 45 minutter om deres barndom enten over telefonen eller ved besøg på bopælen, hvis telefoninterview ikke kunne lade sig gøre.