Unge på kanten
Kurven vender den forkerte vej, når der er tale om antallet af udsatte unge. Men hvem er de? Og hvorfor står de på kanten af samfundet? Denne udgivelse giver et indblik i de unge udsattes liv.
Indhold
Flere unge står uden uddannelse eller arbejde. Et stigende antal unge modtager psykiatrisk behandling. Flere unge har et stofmisbrug. Flere unge er hjemløse. Generelt går udviklingen i den forkerte retning, når der er tale om antallet af udsatte unge. Denne udgivelse lægger op til en debat om, hvordan vi kan udvikle og styrke indsatsen over for udsatte unge, og den tager dig med ud på kanten, hvor tre unge fortæller om deres oplevelser med at have følelsen af at falde udenfor. Det er unge med sammensatte, komplicerede problemer, og særligt i overgangen fra barn til voksen bliver udfordringerne store. Udgivelsen identificerer fire kerneproblemstillinger, som medvirker til, at de unge oplever sociale problemer og udsathed:
- Relationer og fællesskab: Unge på kanten har færre nære relationer end andre unge. De har ofte problematiske familieforhold og svage sociale netværk. De savner både venner på deres egen alder og stabile voksne i deres liv.
- Styr på hverdagen: Unge på kanten har svært ved at få hverdagen til at fungere – håndtere praktiske gøremål, styre økonomien og få struktur på dagene. De mangler redskaber og støtte til at kunne leve en selvstændig tilværelse i eget hjem.
- Selvværd og handlekraft: Unge på kanten har ofte en lav tro på sig selv og på, at de har betydning for andre mennesker. De har brug for at opleve, at de kan skabe positive forandringer i deres eget liv og har noget at bidrage med i andres.
- Læringsrum: Unge på kanten har ofte svag tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. De mangler rum til at modnes og udvikle færdigheder, så de på sigt kan tage en uddannelse eller få et arbejde.
Udgivelsen inddrager derudover cases, hvor unge fortæller om indsatser, der har hjulpet dem videre, og også praktikere og eksperter får ordet og fortæller, hvad de tror, der skal til for, at de unge på kanten kan blive en del af samfundets fællesskaber.