Startboligordningen Evalueringsrapport
I denne publikation kan du læse en evaluering af den såkaldte Startboligordning. Startboliger er målrettet udsatte unge, der har brug for støtte til at få en god start på tilværelsen i egen bolig. Evalueringen peger på, at startboligordningen i høj grad udfylder en gruppe marginaliserede unges behov for støtte.
Indhold
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (nu Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) igangsatte i foråret 2015 denne evaluering af Startboligordningen. Formålet med evalueringen har været at samle op på de foreløbige erfaringer og resultater i de iværksatte startbolig-projekter samt at undersøge, om behovet for startboliger er dækket med de nuværende projekter, eller om der er behov for endnu flere startboliger.
Folketinget vedtog i 2012 en lov, der gjorde det muligt at etablere disse startboliger, som er en indsats, der har til formål at styrke det forebyggende arbejde målrettet udsatte unges boligforhold. I alt 150 mio. kr. blev afsat i forbindelse med en satspuljeaftale og supplerende aftaler til etableringen af startboliger i perioden 2012-2015.
Det var på baggrund af resultaterne af en større undersøgelse udarbejdet af AKF – Anvendt Kommunal Forskning, gennemført i perioden 2005-2009, at Folketinget vedtog loven om startboligordningen. Undersøgelsen pegede nemlig på et stort behov for en helhedsorienteret indsats overfor en gruppe marginaliserede, udsatte, ressourcesvage unge. Disse unge har påfaldende problemer i relation til at skaffe en bolig på normale markedsvilkår, og vurderes på den baggrund at have behov for en bolig med tilhørende støtte. Startboligerne er for denne gruppe af unge, i alderen 18-24 år.
Startboligindsatsen består dermed af en kombination mellem tildeling af en bolig og en tilknyttet støtteperson. Støttepersonen bliver i indsatsen kaldt en ”social vicevært”. Den sociale vicevært hjælper de unge med at få en god begyndelse på deres liv i egen bolig.
Målet med startboligerne er, at de unge bliver i stand til at fastholde en bolig samt at de påbegynder eller fastholdes i en uddannelse eller et arbejde. Udover at relatere sig til det boligsociale område, har ordningen dermed også en forbindelse til beskæftigelses- og uddannelsesområdet.
Konklusion
Evalueringen konkluderer blandt andet, at:
- Det lader til, at startboligerne rammer målgruppen. Det vurderes, at startboligen i vid udstrækning udfylder et behov for en gruppe af udsatte unge, der i overvejende tilfælde ikke dækkes af de eksisterende kommunale tilbud.
- Startboligindsatsen opleves som en ny, værdiskabende og betydningsfuld indsats, som udgør et betydningsfuldt bidrag til en styrket indsats over for målgruppen. Indsatsen opleves at gå på tværs af de forskellige boligorganisatoriske og kommunale aktører og målgruppen.
- Der er endnu flere unge i målgruppen, der ikke har fået tilbudt en startbolig, men som kunne have gavn af en. Derfor vurderes det, at der er grundlag for at etablere endnu flere startboliger.
Metode
Evalueringen er baseret på følgende data:
- En dokumentgennemgang
- En dybere kvalitativ analyse, baseret på personlige interview i otte caseprojekter samt tre tværgående fokusgruppeinterview med sociale viceværter samt kommuner og boligorganisationer henholdsvis med og uden startboliger
- En kvalitativ breddeanalyse i form af en spørgeskemaundersøgelse blandt de 98 kommuner
- En følgegruppe bestående af en række eksperter og interessenter på området.