Socialrådgivere i Dagtilbud - Afsluttende evaluering
Socialrådgivere i dagtilbud styrker det tværfaglige arbejde og sikrer tidligere handling omkring udsatte børn. Dette er konklusionen i denne afsluttende evaluering af ”Projekt Socialrådgiver i Dagtilbud”, som NIRAS har gennemført for Ministeriet for Børn og Undervisning.
Indhold
Det overordnede formål med "Projekt Socialrådgiver i Dagtilbud" har været at fremme en tidlig opsporing og indsats i forhold til udsatte børn. Mere konkret ønskede man at styrke samarbejdet mellem dagtilbud og sociale myndigheder ved at øge kendskabet til hinandens fagområder og handlemuligheder.
Udgangspunktet for projektet er etableringen af en socialrådgiverfunktion i de udvalgte daginstitutioner, men det har ikke fra Socialstyrelsens side været et krav, at det skulle ske efter en fast defineret model.
Projektet er gemmeført i 19 daginstitutioner fordelt på fem kommuner – Faaborg-Midtfyn, Frederikshavn, Kolding, Mariagerfjord og Odense i perioden august 2010 til juni 2012.
Formålet med evalueringen har været at afdække:
-
Om de fem udviklingsprojekter har ført til tidligere opsporing af udsatte børn
-
Om der er sket en styrkelse af samarbejdet mellem dagtilbud og sociale myndigheder.
Konklusion
Evalueringen viser, at projektet har haft følgende positive virkninger:
-
Børnene er i dag yngre, når der tages et initiativ til dialog og handling. Det pædagogiske personale er gennem samarbejde med socialrådgiverne blevet bestyrket i vurderingen af de tegn på mistrivsel eller udsathed hos børn, som de ser, og lige så vigtigt hvornår og hvordan, der skal handles på disse tegn.
-
Det pædagogiske personale er gennem sparring og videndeling med socialrådgiverne blevet skarpere og mere præcise i forhold til at udarbejde en underretning på et barn.
-
Forældrene inddrages tidligere i forløbet end ved projektets start. En række af de indsatser, der iværksættes i daginstitutionerne, er af almen pædagogisk karakter og handler om, hvordan forældre og pædagogisk personale i samarbejde kan støtte op omkring barnet.
-
Det pædagogiske personale på tværs af projektkommuner er blevet klædt meget bedre på til dialogen med forældrene. Forældresamarbejdet er i flere daginstitutioner styrket gennem brugen af involverende og ressourcefokuserende redskaber og metoder. Evalueringen har i forlængelse af dette underbygget, at det pædagogiske personale er indgangen til forældresamarbejdet. Det er gennem pædagogernes gode kontakt med forældrene – baseret på længerevarende relationsarbejde - at socialrådgiverne kan understøtte forældrene og familierne.
Metode
Evalueringen inddrager både kvalitative og kvantitative metoder med det formål både at kunne opsamle og dokumentere læring og erfaringer fra projektkommunerne og samtidig vurdere i hvilken grad, indsatsen har haft de ønskede resultater. Således er der gennemført fokusgruppeinterview med både ledere, pædagoger og socialrådgivere, mens forældrene er blevet interviewet individuelt. Derudover har projektlederne halvårligt afleveret en statusrapport, mens socialrådgiverne har monitoreret udviklingen for de børn/familier, der har været omdrejningspunktet for projektet. Mere end 200 børn har deltaget i projektet fordelt på de fem kommuner.