Rettidig omsorg - 16 temafilm om underretning for faggrupper, der arbejder med børn

Børnerådet præsenterer her 16 korte film om tidlig opsporing af omsorgssvigt blandt 6-12-årige børn.

Indhold

Børnerådet præsenterer her 16 korte film om tidlig opsporing af omsorgssvigt blandt 6-12-årige børn.

Filmene lægger op til debat om de udfordringer, der kan opstå, når man som fx pædagog, lærer, tandlæge eller sundhedsplejerske bliver opmærksom på omsorgssvigt og overgreb.

I filmene fortæller de professionelle selv om, hvordan de har mødt problemerne og hvordan de har håndteret dem; den svære samtale med barnet, den lige så svære samtale med forældrene – og beslutningen om at underrette de sociale myndigheder om sagen. Desuden giver de gode råd til, hvordan man kan opfange signaler på omsorgssvigt og til, hvordan man kan handle på signalerne.

Der er også film med fire unge om hvordan deres liv kunne have været anderledes, hvis de forskellige faggrupper havde grebet rettidigt ind.

Filmene henvender sig til alle, der arbejder med børn i 6-12-års-alderen. De kan bruges på uddannelserne og på arbejdspladserne som oplæg til debat og refleksion om, hvordan man som professionel bedst muligt hjælper omsorgssvigtede børn.

Anna er blevet slået derhjemme. Hun venter længe med at fortælle det til nogen, fordi hun er bange for, at hun ikke vil blive taget alvorligt, og fordi hun ikke er tryg ved, at der vil blive gjort noget ved situationen. Hun er bange for, at der blot bliver talt med hendes mor, så situationen bliver endnu værre.

Annas budskab er først og fremmest, at børn og unge skal tages alvorligt. At de personer, som de har mulighed for at henvende sig til, skal være troværdige, have tid og først og sidst skal tage henvendelsen alvorlig og tro på den. De skal holde ord og de skal sætte handling bag ordene.

Hun ville have henvendt sig langt tidligere, hvis hun havde vidst flere ting. For det første hvis hun havde vidst, hvad der ville ske, hvis hun talte med en voksen. For det andet hvis hun havde vidst med sikkerhed, at der ville blive handlet. Information til børn og ikke mindst unge i alle skoler er et af Annas bud på, hvad der vil få flere til at henvende sig.

Natasia fortæller om en skolegang, hvor hun oplever, at lærerne stempler hende som en, der ikke kan noget. Karakterer er et nederlag og hun fortæller, at lærernes bedømmelse af hende betyder, at hun selv holder op med at gøre noget, selv om hun egentlig kan mere derhjemme.

Samarbejdet mellem skolen og hjemmet er ikke-eksisterende "..måske på grund af mine forældres fremtoning" og hendes mor ringer ikke til skolen, fordi hun ikke vil have, at Natasia bliver stemplet af lærerne.

Da moderen smider Natasia ud og hun henvender sig til døgnkontakten, så oplever Natasia, at de sociale myndigheder blot sender hende hjem uden at sætte noget i værk derhjemme – hun føler, at de tror hun lyver – og hun oplever det igen som et nederlag "du er ikke god nok".

Først da hun ender på en lukket institution oplever hun voksne – lærere – der tror på hendes evner, og hun begynder selv at tro på, at hun kan noget og klarer sin afsluttende eksamen godt. Efterfølgende får hun god hjælp af "Pigegruppen" – et projekt der henvender sig til vilde piger.

Natasias hovedbudskab er, at man skal lytte rigtig meget til børn og unge, og man skal være mere opmærksom på de små signaler. Det er ikke altid tingene er, som de ser ud til at være. Og så skal man føle sig tryg og sikker for at fortælle de svære ting om forældrene – også fordi det jo er ens forældre og man er bange for, hvordan det man fortæller kan ramme dem.

Et gennemgående element i filmen er, hvordan en fastlåst opfattelse fra omverdenen forhindrer Natasia i at udvikle sig og i at tale om de vanskeligheder hun møder derhjemme – og gør omgivelserne blinde for, hvad der gemmer sig bag Natasias facade

De to søstre fortæller om en barndom fyldt med druk og vold. De gør sig tanker om, at de voksne må have vurderet, at det nok ikke er rigtigt, det de ser og hører. Det kan ikke være så slemt. De gør sig tanker om, at voksne afviser børns beretninger med, at børn gør oprør og at de lytter mere til forældrene end til børnene.

Søstrenes fortælling er fyldt med oplevelser af politi, der ser og hører, hvad der foregår i familien, pædagoger, der vurderer pigernes udvikling som dybt problematisk, tandlægen, der ser de rådne mælketænder, skolen der ser den udadvendte søsters voldelige adfærd og hendes tyverier, mavepiner og hovedpiner samt børnefødselsdage, hvor forældrene ikke kommer hjem. Men de oplever også, at ingen gør noget. Måske fordi de er mætte og velplejede, måske fordi far er veltalende og voldsom, måske …

"De skulle have spurgt mig hvordan jeg havde det" siger de, og de skulle have set alle de signaler vi sendte ud.

Den udadvendte og udadreagerende søster bliver endelig anbragt, men hendes to søskende bliver i hjemmet. Søstrenes oplevelse af ikke at blive set og hørt på en måde, som skabte forandring, har fået dem til at give op – specielt den stille pige, der ikke turde sige fra af angst for, at det så kunne blive endnu værre.

Deres ønske er, at pædagoger bliver bedre til at lytte til børnene og til at se tingene før det er for sent. "Pædagogerne er der jo ikke kun for at holde øje med os, de er der jo også for at passe på os og være sikre på, at vi har det godt - også når vi går derfra."

AKT-lærer Betina Dohn fortæller om det store ansvar, hun har for at spotte signaler på mistrivsel og for at handle i forhold til det.

Der er mange signaler, der kan pege på mistrivsel og hun beskriver den systematiske fremgangsmåde fra bekymring til handling, der er etableret på hendes skole. Når skolen ikke kan komme længere selv, kan bekymringen drøftes i et tværfagligt team, der rummer psykologer, ressourcepædagoger og socialrådgivere.

Hvis bekymringen ender med en underretning, fortsættes indsatsen på skolen med rådgivning fra teamet samtidig med, at de sociale myndigheder går i gang.

Lader vi os narre af, at de ydre ting er i orden, at neglene er rene, sproget er godt, begavelsen er god, at forældre har gode jobs?

Nogle gange skal der længere tids observationer til for at kunne fange signalerne fra børn, der ikke udsender kraftige og synlige tegn på mistrivsel.

Lærer Dorthe Olsen fortæller om sine erfaringer med et sådant barn og også om den lettelse hun føler, da hun endelig når frem til at fremsende underretningen efter også at have talt med pædagogen.

Når der er lavet en underretning, er det vigtigt at etablere det nye samarbejde med forældrene på denne nye platform. Det sker bedst ved det personlige møde, hvor man sidder overfor forældrene og kan tale direkte om, hvad det er der sker. I denne film fortæller lærerne Rasmus Fangsø og Betina Dohn om, hvordan de gennemfører disse samtaler.

Det er et svært budskab at aflevere. For på den ene side er det altid et ubehageligt budskab for forældrene – og samtalen skal ske i respekt for det - men samtidig er det vigtigt at holde fokus på barnet og at være uærbødig og konfronterende i forhold til det, man har set og hørt.

Man skal turde sige det - men respektfuldt, fordi forældrene er dem der har det sværest med samtalen. "Det jeg drømmer om – det skolen drømmer om – er jo en forandring og et samarbejde om en forandring".

En anden fare ligger i, at man som lærer kan komme til at spekulere over hvad der sker derhjemme hos barnet. Men fokus skal holdes stramt på det, man selv har set og hørt - og ikke på forestillinger om forældrene og deres livsstil.

Grundig forberedelse, fokus på omsorg og bekymring i forhold til barnet er nogle af nøgleordene for den gode samtale.

Lærer Betina Dohn har mange erfaringer med nødvendige samtaler med børn. Hun opfordrer til, at man går forsigtigt frem og spørger med nænsomhed. Jo ældre børnene er, desto vigtigere er den gode relation mellem barn og lærer, hvis barnet eller den unge skal have tillid nok til at tale om det, der er svært derhjemme.

For Betina Dohn kan det svære ligge i, at man som lærer ikke kender barnet godt nok. Man kommer til at spørge på en måde, der overskrider barnets grænser – og barnet klapper helt i. Tid, interesse og lydhørhed er nøgleord. Udsatte børn er nøjsomme, når man viser dem, at man vil dem - giver man sig tiden til det, så fortæller de.

Det er ikke altid klasselæreren, der skal tage samtalen. Alle lærere har et ansvar og en rolle i denne sammenhæng – det kan lige så godt være hjemkundskabslæreren som klasselæreren, der har den gode relation til barnet eller den unge.

Institutionsleder Henrik Schroeder Nielsen gennemgår, hvordan han arbejder med at skabe en kultur af åbenhed og tillid på institutionen. For børnene skal det blive naturligt at snakke med pædagogerne om de svære emner: "Når man har ondt i livet kan man gå til en pædagog eller en lærer".

Børnene skal opleve, at de voksne er der for deres skyld, at de har prøvet det før, og at der kommer noget godt ud af at fortælle om det.

Det er en udfordring for pædagoger at italesætte, hvad der ikke hører hjemme i et godt børneliv. Pædagoger skal arbejde på at være troværdige mennesker, der uden berøringsangst kan spørge til og tale om det, der er svært.

Åbenhed og dialog uden hemmeligheder er en forudsætning også i samarbejdet med forældrene. Den gode relation fra hverdagen kan bære langt, når der opstår problemer.

Det kan være svært, men det er vigtigt at turde handle som pædagog. Ingen familie tager skade af en underretning – men nogen kan tage skade af, hvis der ikke underrettes, og det er barnet.

Pædagog Mads Juul Øhlenschlæger beretter om de vanskelige følelser af vrede og ubehag, der fulgte med en underretning, han har lavet om en i øvrigt velfungerende pige.

Pigen hentes af skiftende "fastre" og hendes fritid er fyldt med ting hun skal, og uden tid til veninderne. Pigen kommer på et tidspunkt selv og fortæller, at "faster" slår hende og nedgør hende.

Han fortæller om de følelser, som oplevelsen rejser. Samtidig er han også klar over nødvendigheden af at handle. Både fordi det er en pligt i henhold til loven, men også fordi det ville være endnu mere ubehageligt at gå rundt og vide, hvad der er sket med pigen uden at gøre noget.

Mads Juul Øhlenschlæger gør meget ud af at berolige pigen i forhold til den videre proces med samtale med faderen og underretningen, der selvfølgelig drøftes med lederen.

Faderen forsøger at få Mads til at droppe sagen. Han lover, at fasteren ikke kommer mere og forsøger på den måde at komme ud af konflikten uden en underretning. Mads fastholder underretningen.

Sundhedsplejerske Lisbeth Wilms beskriver, hvordan denne faggruppe har mulighed for at hjælpe omsorgssvigtede børn. De kender ofte hele familien – nogle af børnene måske siden fødslen – og de kan bl.a. være med til at samle informationer.

Et af de svære områder er de tilfælde, hvor omsorgssvigtet ikke er så åbenlyst. Det er et krævende – og helt afgørende – arbejde at registrere observationerne. Noget af det svære ligger i at sikre, at der ikke går for lang tid.

Opbygningen af tillid til børnene er helt central. Og det tager tid at afdække de reelle problemstillinger hos børnene. Introverte børn, der skjuler omsorgssvigt, kan være en særlig udfordring i sundhedsplejerskens arbejde. Her er det vigtigt at dele bekymringen med forældrene, med mindre der er mistanke om overgreb fra deres side.

Det tværfaglige samarbejde er centralt, fordi det kan spænde et sikkerhedsnet ud under de sårbare børn.

Sundhedsplejerske Anette Bryndum Larsen møder vidt forskellige reaktioner hos børnene, når de første gang skal til sundhedsplejerske. Hun lægger godt mærke til og bruger altid tid på at vurdere tegn på dårlig trivsel. Hun udveksler synspunkter med de andre faggrupper om børnene.

Ofte kommer forældrene til hende med helbredsmæssige bekymringer om deres børn. Når de så får snakket det igennem, så kan der bagved ligge en historie om en hel familie, der mistrives. Både samarbejdet med forældrene og det tværfaglige samarbejde er vigtigt. Anette Bryndum Larsen fortæller i denne film om, hvordan man kan få det til at lykkes.

Tandlæger, tandplejere og klinikassistenter i den kommunale børne-ungetandpleje ser og følger alle børn og unge i Danmark regelmæssigt, fra de fødes og til de fylder 18 år. Tandplejens personale har skærpet underretningspligt Det betyder, at de skal reagere skriftligt eller mundtligt, så snart de har en mistanke om, at det barn eller den unge, de har i stolen, ikke trives.

I denne film fortæller tandlæge Ida Nøhr Larsen om sine erfaringer med at reagere på de ting omkring barnet, der måske ikke helt er, som de burde være. Ida Nøhr Larsen understreger, at det altid handler om at møde barnet eller den unge med respekt og tillid. Og mest af alt handler det om at turde handle på tvivlen – for barnets skyld.

Overtandlæge Katja Thor fortæller om "dental neglect". Det er vedblivende forsømmelser fra forældre i forhold til at opfylde barnets basale behov for tandbørstning. Det handler desuden om hvordan voksne ansvarlige bevidst vælger ikke at opsøge og gennemføre den nødvendige behandling for at sikre barnet smertefrihed, fravær af infektioner og en acceptabel tyggefunktion.

Dental neglect kan betyde vedvarende smerter fra tænderne, medføre fejlernæring, påvirke søvnen og dermed også barnets vækst. Katja Thor forklarer med en række eksempler, hvordan dental neglect også kan påvirke barnets selvværd, føre til social isolation og medføre indlæringsvanskeligheder.

Dental neglect kan hænge sammen med en anden dysfunktion i barnets familie, og det er derfor vigtigt, at tandplejens personale er opmærksomme på de eventuelle tegn, de ser og hjælper med til at sikre, at familien får den hjælp og støtte, der er brug for.

Op til 70 % af alle børn og unge, der udsættes for vold, får skader i hoved-halsområdet. Hos mange af disse børn optræder skaderne også inde i munden, hvor kun tandplejens personale kan se dem.

Specialtandlæge og retsodontolog Dorthe Bindslev giver her et indblik i de fysiske tegn på vold mod barnet, som tandplejens personale kan opdage undervejs i behandlingen. Dorthe Bindslev understreger, at barnet skal spørges, hvis man som tandplejepersonale er i tvivl om synlige, ualmindelige mærker på kroppen.

Hun opfordrer samtidig til at være systematisk med journalføringen og ekstra grundig med at notere det sete og hørte. "Hvis der er en bekymring om et barn eller en ung, så del den med kollegerne," anbefaler hun. I tilfælde af tegn på overgreb, skal der straks underrettes.

Her præsenteres et konkret eksempel på et tværfagligt samarbejde, der involverer institution, skole, sundhedspleje, PPR og socialrådgiver. Forældre og ældre børn og unge kan deltage, men drøftelserne kan også ske på tværs af de fagprofessionelle.

Skoleleder Yvonne Pedersen, socialrådgiver Katja Nørgaard og psykolog Uffe Mynster fra Holbæk Kommune oplever alle sammen, at møderne kvalificerer deres arbejde. Indsatsen bliver bedre og hjælpen ydes hurtigt og lokalt, både til børn og familier.

Man bliver bedre til at komme hele vejen rundt om barnet og til at finde nye handlemuligheder i samarbejdet og ofte kan bekymringerne håndteres lokalt efter at drøftelserne har vist nye forståelser og nye handlemuligheder.

Drøftelserne kan også føre til en underretning til de sociale myndigheder eller til at forældrene accepterer, at de sociale myndigheder fremadrettet indgår i den samlede indsats i forhold til barnet.

"Barnet rykker, barnet får noget ud af det, fordi vi arbejder tæt sammen med familien og familien rykker også. Det giver mening og det giver pote for børnene."

Socialrådgiver Rikke Ludvigsen fortæller om sagsbehandlingen - processen fra en underretning kommer ind på rådhuset til en familie får hjælp.

Hun gennemgår, hvordan man laver en god underretning: konkret og beskriver det man ser, hører og oplever og som tilsammen skaber bekymring for barnets trivsel og udvikling. Den beskriver også det man har forsøgt at gøre, det der har virket og det der ikke har virket.

Rikke Ludvigsen tager fat på og gennemgår de spørgsmål, som bekymrer afsendere af underretninger: bliver min underretning taget alvorligt? Hvad sker der?

Udtalelser og beskrivelser fra pædagoger, lærere og andre fagprofessionelle er væsentlige elementer i den børnefaglige undersøgelse. Hvis forældrene accepterer det, kan de, der har underrettet, blive involveret i det videre forløb. Socialrådgiveren oplever, at dette ofte er tilfældet.