Retten er ikke et sted for børn
I denne publikation kan du læse om børn og unges oplevelser med retssystemet som vidner i sager om seksuelle overgreb.
Indhold
I denne publikation kan du blive klogere på børns oplevelser af det danske retssystem. Der er fokus på børn, som har været ude for seksuelle overgreb og i den forbindelse skal vidne i retten.
Formålet med undersøgelsen er at få indblik i, hvordan børnene oplever mødet med det danske retssystem. Det er deres fortællinger og oplevelser, som er bærende i undersøgelsen og i udarbejdelsen af publikationen.
På baggrund af dette er der fremsat tre konkrete anbefalinger til både politikere og retssystemet. Derudover er der også listet en række af børnenes anbefalinger til forskellige relevante faggrupper.
Konklusion
Det konkluderes overordnet set, at det danske retssystem ikke er gearet til at håndtere børn og at turen gennem dette system tager unødigt hårdt på disse børn.
Børnerådet mener, at man blandt andet skal hæve alderen for, hvornår børn kan vidne i retten. Dertil skal man være opmærksom på, at de lange ventetider også slider på børnene, da de ikke kan lægge oplevelserne bag sig, mens de venter på at skulle vidne.
Derudover forhøres børnene flere gange inden retssagen, hvilket kan betyde, at retssagen i sidste ende er lige så traumatiserende som de seksuelle overgreb. Derover konkluderer rapporten, at flere af børnene slet ikke forberedes på alt, hvad en retssag indebærer, og hvor hårdt det kan være.
Metode
Udarbejdelsen af denne undersøgelse er resultatet af et samarbejde mellem Børnerådet og Centret for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet.
Undersøgelsen bygger på både enkelt- og gruppeinterviews med 12 piger, som selv har været udsat for seksuelle overgreb og i den forbindelse været vidner i retten.