Opkvalificering af den tidlige indsats - udvikling og afprøvning af opsporingsmodellen
Erfaringer fra seks kommuner med tidlig indsats for socialt udsatte børn i alderen 0-10 år
Indhold
Dette projekt retter sig mod udvikling, afprøvning og vidensopsamling af effektive opsporingsmetoder med henblik på en opkvalificering af den tidlige indsats over for socialt udsatte børn i alderen 0-10 år. Udviklingsarbejdet gennemføres i seks kommuner, nemlig Haderslev, Norddjurs, Viborg, Assens, Vordingborg og Kerteminde.
Denne første delrapport beskriver processen omkring udviklingen af opsporingsmodellen, præsentationen af opsporingsmodellen, erfaringer med implementeringen af modellen og de første spæde resultater af afprøvningen af modellen.
Den samlede og afsluttende rapport vil omhandle kommunernes erfaringer med styrker og svagheder i modellen, eventuelle justeringer af modellen, opmærksomhedspunkter i en eventuel implementering af modellen i landets øvrige kommuner samt hvilke elementer i modellen, der især har styrket den tidlige opsporing af børn i en udsat social position i kommunerne.
Konklusion
Meldingen fra kommunerne er, at man såvel på ledelsesniveau som på medarbejderniveau er meget tilfreds med opsporingsmodellen, som passer godt ind i kommunens politik og strategier på området.
Konkret har kommunerne har gjort sig følgende erfaringer:
- I de kommuner, hvor hele arbejdsgruppen har været involveret fuldt ud i hele processen, er implementeringen også lykkedes bedst.
- En succesfuld implementering af modellen kræver, at alle led inden for børneområdet i kommunen, det vil sige topledere, mellemledere og medarbejdere, deltager aktivt i implementeringen og prioriterer dette arbejde.
- Alle kommuners projektledere har gjort et stort arbejde i den direkte informationsformidling til kommunens frontmedarbejdere og dagtilbuds- og skoleledere med større eller mindre opbakning fra kommunens forvaltnings- og afdelingsledere. Denne opbakning viste sig at være meget afgørende for implementeringen af modellen.
- I kommunernes socialforvaltninger har der ikke i lige høj grad været en opfattelse af, at de var en del af projektet, idet opfattelsen i nogle kommuner er, at det er i normalområdet opsporingen og opkvalificeringen af den tidlige indsats skal ske.
- I forhold til opsporingsmodellens enkelte elementer er der i kommunerne især arbejdet med introduktion til at anskue barnet og dets eventuelle problemer i en social kontekst (en systemisk tilgang), organisering af det tværfaglige samarbejde og en effektivisering af mødevirksomheden ved anvendelse af dialogmodellen, opkvalificering af forældresamtaler og brug af trivselsskemaer, især i dagtilbuddene og i dagplejen, samt i et vist omfang overgangsskemaer, når et barn går fra en institution til en anden.
Metode
I opsporingsmodellen indgår metoder og redskaber på tre niveauer, nemlig det individuelle niveau (den enkelte medarbejder), det kollektive niveau (det nære arbejdsfællesskab) og det organisatoriske niveau (den måde, hvorpå kommunen har valgt at strukturere sin opgaveløsning).
Følgende værdier og principper blev besluttet som basis for opsporingsmodellen:
-
Barnets adfærd skal ses i den sociale kontekst, hvori barnet indgår.
-
Forældrene skal ikke blot inddrages og høres, de skal være aktive samarbejdspartnere.
-
Det tværfaglige professionelle samarbejde og de faglige ressourcer i dette skal vægtes højt.
I arbejdet med den tidlige opsporing med henblik på opkvalificering af den tidlige indsats er bl.a. følgende redskaber og metoder blevet udviklet og afprøvet:
- En løbende faglig opkvalificering af det pædagogiske personale ved regelmæssig, ekstern faglig sparring.
- Et særligt fokus på og en særlig vidensdeling om de helt små børn ved etablering af småbørnsteam i hver kommune.
- Et overgangsskema, som følger alle børn i overgangen fra en institution til en anden med henblik på fælles vidensdeling, at lette børnenes overgang og at sikre, at den modtagende institution/skole er parat til at modtage barnet, især når det gælder et barn med særlige behov.
- En "tovholder" til hvert barn og på hvert møde, hvor tovholderen har ansvaret for koordinering af informationer og for, at beslutninger føres ud i livet.