Opkvalificering af den tidlige indsats – ved tidlig opsporing af børn i en socialt udsat position

Igennem tre år har fem kommuner og en række forskere udviklet og afprøvet Opsporingsmodellen, som skal opkvalificere den tidlige indsats overfor udsatte børn i alderen 0-10 år. I denne forskningsrapport kan du læse om modellen, implementeringen af den samt resultaterne af projektet.

Indhold

I rapporten præsenteres modellen samt de bagvedliggende teorier og forskningen på området, som danner basis for den, eksempler på kommunernes arbejde med modellen, de vigtigste resultater af arbejdet med den i kommunerne samt udviklingen og implementeringen af modellen. Målet med det foreliggende forskningsprojekt har været at udvikle rammer og metoder for de professionelles arbejde med tidlig opsporing af børn med og i problemer. Målgruppen for dem, som skal anvende modellen, er personalet i sundhedsplejen, dagplejen og vuggestuerne, børnehaver og integrerede institutioner, skoler og SFO samt medarbejdere i PPR og i kommunernes familieafdeling. Den udviklede Opsporingsmodel og dens metoder tager udgangspunkt i følgende tre grundlæggende værdier:

Barnets adfærd ses i den sociale kontekst, det er en del af, og der skal være fokus på barnets ressourcer og ikke dets mangler.
Forældrene indgår som aktive samarbejdspartnere med de professionelle og skal ses som en ressource i samarbejdet, når et barns problemer skal løses.
Det tværfaglige samarbejde og de tværfaglige ressourcer vægtes højt, og der skal skabes fælles begreber og forståelse af hinandens praksis på tværs af fag og sektorer.

Der er udviklet syv opsporingsmetoder som led i Opsporingsmodellen:

Regelmæssig ekstern sparring og supervision af alle frontmedarbejdere som led i en løbende opkvalificering.
Etablering af et småbørnsteam, hvor viden om de helt små børn samles og spredes til alle, der arbejder med de helt små børn i kommunen.
Trivselsskema som anvendes til en løbende og regelmæssig vurdering af alle børns trivsel i alderen 0-10 år.
Overgangsskema som sikrer, at viden om de enkelte børn og deres eventuelle vanskeligheder overgives fra en institution til den næste, når et barn overgår fra en institution til en anden institution/skole, således at den modtagende institution/skole kan imødekomme eventuelle særlige behov for støtte hos ”nye” børn.
Dialogmodel som sikrer mere effektive og målrettede møder omkring børn med særlige vanskeligheder.
Tovholder som sikrer koordinering mellem de professionelle og deres handlinger i forhold til et barn samt sikrer, at forældre er fuldt informerede omkring alle tiltag og beslutninger omkring deres barn.
Hurtig reaktion på underretninger ved implementering af Barnets Reform.

Der foreligger to tidligere rapporter omkring projektet. I rapporten ”Opkvalificering af den tidlige indsats - Udvikling og afprøvning af opsporingsmodellen” er modellen, hvor forberedelserne til implementeringen, udfordringer omkring implementeringen samt de foreløbige resultater i 2011 er beskrevet. I 2012 udkom et idékatalog, hvor modellen og gode eksempler på anvendelser af den er beskrevet samt beskrivelse af dens konkrete metoder i form af manualer og skemaer.

Konklusion

Praksis i kommunerne viser, at modellen og dens metoder er implementeret i varierende grad og i forskellig udformning i de enkelte kommuner, men det grundlæggende mål med den enkelte metode er fastholdt.
Især de tre grundlæggende værdier om at se barnet i dets sociale kontekst, at have forældrene aktivt med i alle forløb og styrkelse af det tværfaglige samarbejde er der lagt stor vægt på i alle kommuner.
Frontmedarbejdere og ledere i sundhedsplejen, dagplejen, daginstitutionerne og skoler/SFO fortæller, at de nu har fået en systematik og et fælles sprog ind i deres arbejde, som de ikke har haft tidligere.
Derudover er forældresamarbejdet blevet styrket, og forældrene inddrages nu på et langt tidligere tidspunkt end før implementeringen af Opsporingsmodellen.
Særligt trivselsskema kombineret med den løbende eksterne sparring og overgangsskema har succes og viser gode resultater. Det rapporteres blandt andet, at børn med vanskeligheder nu opdages på et tidligere tidspunkt end tidligere – hvilket trivselsskemaet og overgangsskemaet får en del af æren for.
Især dagplejerne og daginstitutionerne har taget trivselsskemaet til sig, men også sundhedsplejen og skolerne har anvendt skemaer. I skolerne har man i flere tilfælde koblet trivselsskemaet til elevplanerne.
Overgangsskemaet har især været anvendt i overgangen fra sundhedspleje til dagpleje og fra dagpleje til daginstitution. Det har knebet med overgangen fra daginstitution til skole, hvilket skyldes, at der i alle kommuner er sket store omstruktureringer på skoleområdet. Skoler er blevet nedlagt, skoler er blevet sammenlagt og skoledistrikter er blevet ændret. Dette har medført, at det har været vanskeligt for daginstitutionerne at vide, hvilken skole de skulle aflevere skemaet til omkring barnets overgang til skolen.
Det grundlæggende element i metoden om ekstern faglig sparring til alle institutioner og skoler har været til stede i alle kommuner. Det er dog ikke i alle kommuner, det er lykkedes at give dagpleje og sundhedspleje ekstern sparring i den samme udstrækning som skoler og daginstitutioner.
Effektiviteten af mødevirksomheden har drejet sig meget om uddannelse i mødevirksomhed og ledelse af møder. Dialogskemaet så ud til at blive anvendt i starten af implementeringen, men sidst i afprøvningsperioden er det i mange tilfælde blevet erstattet af andre måder at effektivisere møder på.
Styrkelse af samarbejdet med kommunens sociale myndigheder og ”hurtig reaktion” på underretninger blev modellens stedbarn. Et punkt der hele tiden blev ”glemt” eller ikke tillagt væsentlig værdi. Det skyldes bl.a., at man fra kommunernes familieafdelingers side ikke har ment, at den tidlige opsporing skulle ske i socialt regi, men ude i ”marken”, dvs. der hvor alle børn har deres dagligdag.
Alle de deltagende kommuner rapporterer, at de alle vil fortsætte med arbejdet omkring Opsporingsmodellen, selvom udviklingsprojektet er afsluttet.

Metode

Opsporingsmodellen er udviklet i et samarbejde mellem KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (det tidligere AKF), UdviklingsForum og Assens, Norddjurs, Haderslev, Viborg og Vordingborg Kommuner. EVA - Danmarks Evalueringsinstitut har stået for støtten til kommunernes selvevalueringer omkring afprøvningen af Opsporingsmodellen. Socialstyrelsen har taget initiativ til projektet med udvikling af en opsporingsmodel og har finansieret hele projektet inklusiv støtten til kommunernes implementering og afprøvning af Opsporingsmodellen.