Netwerk - evaluering af et udviklingsprojekt
Hvilken effekt har projektet Netwerk på elevers oplevelse af ensomhed i gymnasieklasser? Denne evalueringsrapport belyser hvordan projektet kan forebygge og afhjælpe ensomhed.
Indhold
Et studie udarbejdet af Mary Fonden viser, at der er omkring 210.000 ensomme danskere hvoraf forekomsten af ensomhed er størst blandt unge og de ældste ældre (16-29 år og +80 år).
Projektet Netwerk bygger på et samarbejde mellem Ventilen og Mary Fonden med Lauritzen Fonden som finansiel partner. Formålet med projektet er at forebygge og afhjælpe ensomhed på ungdomsuddannelserne ved at skabe stærke fællesskaber i nye gymnasieklasser samt at give lærerne redskaber til at identificere og hjælpe elever, der føler sig ensomme.
I denne rapport belyses den nyeste udgave af Netwerk, som siden 2014 er blevet udbredt på en gymnasieskole. Formålet med denne rapport er at evaluere effekten af denne intervention.
Rapporten er opbygget således:
- Indledning: I første del af rapporten belyses hvad ensomhed er, nærmere bestemt ungeensomhed. Hvilke konsekvenser har det for de unge? Og hvilke muligheder er der for intervention?
- Netwerk - programbeskrivelse: I dette afsnit beskrives projektet Netwerk, som har to formål: 1) At forebygge ensomhed blandt unge omkring studiestart og 2) At afhjælpe ensomhed blandt de unge, der oplever ensomhed eller social mistrivsel.
- Metode: I dette afsnit beskrives det design og den metode, som evalueringsrapporten er bygget op omkring.
- Resultater: I dette afsnit gennemgås rapportens dataanalyse og deltagerne i undersøgelsen.
- Sammenfatning: Slutteligt sammenfattes de effekter Netwerk har haft eller ikke haft på elevernes oplevelse af ensomhed.
Konklusion
- Evalueringen indikerer, at Netwerk ikke har haft en forebyggende eller afhjælpende effekt på ensomhed hos de deltagende elever.
- Netwerk har dog haft positiv effekt på elevernes viden om ensomhed og hjælpemuligheder. Netwerk har hermed fremmet deres prosociale adfærd og styrket elevernes oplevelse af lærer-elev-relationen.
- Selvom der er set en forbedring af klassekulturen, har det imidlertid ikke vist sig som udslagsgivende i forhold til graden af ensomhed hos elever i testklasserne.
- Evalueringen peger på, at projektet har haft effekt på elevernes overvejelser omkring frafald, idet færre elever har overvejet at stoppe deres gymnasieforløb.
- Derudover viser evalueringen, at Netwerk ikke har øget sandsynligheden for, at eleven er blevet kontaktet af en lærer angående trivsel.
Metode
Evalueringsrapporten bygger på to spørgeskemaundersøgelser udført på henholdsvis test- og kontrolskoler. Testgruppen består af 636 elever fordelt på 25 klasser fra otte testskoler. Kontrolgruppen består af 678 elever fordelt på 25 klasser fra otte kontrolskoler.