Mesterlære - med socialpædagogisk og psykologisk støtte
I ti år har Erhvervsskolen Det Musiske Kompagni (EDMK) tilbudt undervisning til unge med komplekse indlæringsvanskeligheder. En undervisning, der kan afsluttes med en erhvervsfaglig afgangseksamen i samarbejde med tekniske skoler. I denne bog kan du læse om erfaringer fra EDMK.
Indhold
Hensigten med bogen er at give en detaljeret beskrivelse af, hvilke nuancerede tiltag, der er nødvendige for, at unge med indlæringsvanskeligheder kan gennemføre uddannelser på teknisk skoleniveau. Det handler om alt fra læringsstrategier, empati og den sociale arv til læringsmiljøet, progression i uddannelserne og fastholdelse. Bogen indeholder små konkrete fortællinger om skolens elever – fx Jens, der var blevet smidt ud af ni forskellige skoler og mødte ubehøvlet og usoigneret op på EDMK. Det viste sig, at Jens havde drevet egen virksomhed med it-arbejde fra han var 14 år uden, at nogen for alvor fortalte ham, hvor fantastisk det var. På EDMK arbejdede Jens målrettet med sine sociale kompetencer. Han skulle blandt andet lære at stole på egne positive ressourcer. Jens endte med en eksamen som lydteknikassistent og arbejder i dag som lydtekniker i et kulturhus.
I bogen gives ikke kun en beskrivelse af erfaringer omkring EDMK’s arbejde, men teorierne og holdninger bag skolens praksis præsenteres også. Bogens forfatter er medstifter af og uddannelseschef på EDMK. Han er uddannet lærer og musikterapeut i starten af 1970’erne og har siden hen været med til at skabe forskellige tiltag til udsatte børn og unge. EDMK blev oprettet i maj 2003 i et samarbejde mellem forfatteren og psykolog Anne Sølling.