Læs for livet - En litteratursociologisk undersøgelse af udsatte børn og unges adgang til bøger på institutioner

Mulighederne for at få adgang til og møde litteraturen i hverdagen har i det seneste år fordelt sig mere og mere ulige i befolkningen. Dette speciale søger at skabe ny viden om netop denne problematik.

Indhold

Dette speciale tager udgangspunkt i en hypotese om, at der ikke er særlig mange bøger eller fokus på læsning på institutioner, hvor socialt udsatte børn og unge bor. En hypotese, som blev bekræftet, da forfatteren til specialet blev vist rundt på institutionerne. 

Specialet argumenterer for, at litteraturen spiller en rolle i skabelsen af social ulighed og undersøger derfor, hvilken rolle og placering litteraturen har i de socialt udsatte børn og unges liv.

Specialet viser, at et varieret litteraturudvalg i hjemmet og fritidslæsning udvikler gode læsekompetencer hos børn, der, som resultat af dette, får gode karakterer i skolen. Særligt socialt udsatte børn og unge er dog generelt fattige på litteratur i hjemmet blandt andet på grund af forældrenes lave uddannelsesniveau og de manglende ressourcer til at opsøge fx biblioteker. Forfatteren til specialet beskriver derfor, hvordan hun udviklede projekt "Læs for Livet", hvor hun indsamlede bøger, som hun donerede til institutionerne for på den måde at give de socialt udsatte børn og unge bedre odds for at klare sig godt i skolen og senere i livet.

Konklusion

Specialets undersøgelse viser, at de udsatte børn og unges læseinteresse blev fremstillet som noget, der lå uden for personalets indflydelse. Den manglende læseinteresse blev altså tilført barnet, og blev fra socialpædagogernes side forklaret med, at bøger var i konkurrence med andre medier eller, at de udsatte børn og unge ikke var vant til bøger hjemmefra. Pædagogernes egen rolle i at være medskabende til børnenes interesse i bøger og læsning blev altså underkendt. De manglende bøger på institutionerne blev desuden forklaret med, at de udsatte børn og unge havde koncentrationsvanskeligheder og andre kognitive problemer grundet eksempelvis omsorgssvigt, hvorfor bøger og læsning blev anset som værende for svært.

Specialet konkluderer derfor, at socialpædagogerne kan være med til at reproducere den sociale ulighed ved ikke at have fokus på bøger og læsning på institutionerne. Det anbefales derfor, at det socialpædagogiske personales holdning til at benytte sig af bøger og læsning på institutionerne skal vendes til noget positivt, at det fysiske rum i institutionerne skal ændres, så bøgerne får en mere fremtræden plads, at bøger og læsning skal gøres til en naturlig del af hverdagslivet på institutionerne, samt at man skal styrke børnenes interesse for læsning gennem personlige samtaler og opfyldelse af bogønsker.

Metode

Specialet benytter sig af aktionsforskning som metode.