Indhold

Denne ph.d.-afhandling består af to dele:

1. En virkningsevaluering af 21 idrætsprojekter for overvægtige børn.
2. En sociologisk analyse af sammenhængen mellem velfærdspolitik, social kapital og socialt entreprenørskab i 21 idrætsprojekter for vanskeligt stillede, overvægtige børn.

I 2006 lancerede Kulturministeriet og Socialministeriet puljen Idrætsprojekter for vanskeligt stillede børn. 33 idrætsprojekter for overvægtige børn modtog støtte fra puljen. 21 af disse projekter er blevet fulgt og er grundlaget for denne ph.d.-afhandling.

Del 1 sætter fokus både på effekten (virker det?) og processen, fordi der heri ligger dokumentation om, hvornår styrker og svagheder i samarbejdet mellem kommunale sundhedsprofessionelle, idrætsforeninger og vanskeligt stillede børnefamilier optræder. Kan overvægtige børn rekrutteres og fastholdes i de særlige idrætstilbud puljen tilbyder? Øges deres selvværd og sundhed? Og hvilke forudsætninger skal være til stede?

Del 2 tager afsæt i evalueringsrapportens resultater. Det centrale forskningsspørgsmål vedrører statens mulighed for at inddrage civilsamfundsbaserede velfærdsproducerende aktører. I afhandlingen analyseres disse aktørers potentiale i forhold til at løse velfærdspolitiske problemer, og der peges på betydningen af foreningernes netværkskarakter og netværkenes inkluderende karakter. Analysens teoretiske perspektiv er en typologisering af foreningernes indsats i tre foreningsmodeller, der er mere eller mindre velfærdsproducerende omend på forskelligt grundlag:

1. Den velfærdsinstitutionelle model, der samarbejder med kommunale institutioner, med sundhedsprofessionelle og har et videregående organisatorisk perspektiv.
2. Den foreningsinstitutionelle model, der skaber social værdi indenfor foreningens organisatoriske rammer og i lokalsamfundet ved hjælp af eksisterende netværker og særligt tilrettelagte aktiviteter.
3. Den tredje type, den sundhedsinstitutionelle model ansætter sundhedsprofessionelle til at udføre projektet.

Konklusion

Virkningsevalueringen viser bl.a. følgende resultater:

• Rekrutteringsmålet er for langt de fleste projekter blevet nået. De rekrutterede børn er også i langt de fleste tilfælde blevet fastholdt, hvilket primært kan tilskrives projekternes særlige aktiviteter og det faktum, at foreningerne har lavet særlige hold for overvægtige børn.
• Projekternes aktiviteter fortjener betegnelsen det brede idrætsbegreb, der dækker alt fra skydning, fantasilege i skov, kanosejlads og rafting over klatring på væg, ridning, sjipning, besøg i fitnesscentre til målrettet motorik- og styrketræning, sjov motion, boldlege, dans, svømning, vandaktiviteter og klatring i træer. Kort sagt bevægelse.
• Et af de væsentlige fund er, at projektejerne i 60 % af studiets projekter har en børneprofessionel eller pædagogisk baggrund. 
• Forældrene er generelt rigtig glade for tilbuddet om målrettede aktiviteter i foreningsregi for deres overvægtige børn samt tilbud om kostundervisning til forældrene.
• For børnene er det afgørende, at de er sammen med andre overvægtige. De har så dårlige erfaringer med at bevæge sig sammen med normalvægtige, at det at kunne dyrke idræt med ”ligesindede” er helt afgørende i forhold til at nå de fastsatte mål om rekruttering og fastholdelse.

I den sociologiske analyse konkluderer forfatteren følgende:

Ved at betragte regeringens puljepolitik som et udtryk for den styringsform, der kaldes det associative demokrati, kan foreningernes involvering i løsning af velfærdspolitiske problemer betragtes som en velfungerende styringsteknologi beslægtet med Enevældens styringsteknologier. Det teoretiske perspektiv på de forskellige metoder idrætsforeningerne anvender for at løse opgaven, gør det muligt at betragte foreningerne som medstyrende intermediære instanser. Analysen viser, at puljepolitikken er vellykket - den ikke bare sikrer, men øger den organiske solidaritet og styrker samfundets sociale sammenhængskraft.

Dette forhold mellem stat og civilsamfund blev allerede omkring år 1900 påpeget af sociologen Emile Durkheim. Den daværende organisering af medstyring foregik omkring korporative fællesskaber. Foreningernes metoder viser, at fællesskaberne i dag er bredere, og at idrætsforeningernes netværker som konsekvens af puljen forbindes til marginaliserede grupper. Fordi idrætsforeninger har disse moderne intermediære træk, og staten formår at styrke foreningernes sociale kræfter, bliver foreningerne socialt og politisk betydningsfulde.

Afhandlingen konkluderer, at der er et stort potentiale for det udvidede samarbejde mellem stat og civilsamfundsforeninger i forhold til at skabe velfærd og løse en række aktuelle velfærdsproblemer. Et sådan samarbejde kan blandt andet medføre, at børn bliver til medlemmer af idrætsforeninger i stedet for at blive klientliggjort i en social indsats eller patientliggjort i en sundhedsindsats.

Metode

Projekternes fokus for de tre aldersgrupper var forskelligt:

• For de 5-9-årige skulle der være fokus på metoder til inddragelse af forældrene til de yngste og yngre børn, på kost og psykosociale aspekter og på at udvikle nye idrætsaktiviteter.
• For de 10-13-årige skulle der fokuseres på udendørs aktiviteter, på cykling til og fra skole og på udvikling af nye aktiviteter.
• For de 14-17-årige var indsatsen rettet mod aktiviteter, der bl.a. udnyttede vægten som en fordel.

Forfatteren har undervejs i forløbet afholdt seminarer, besøgt en stor del af projekterne og løbende være i tæt kontakt med projektejerne. Afhandlingen bygger på semi-strukturerede interviews, fokusgruppeinterviews, observationer og observerende deltagelse.