Fritidsjobindsatser - Inspiration til arbejdet med unge og fritidsjob
Unge fra socialt udsatte boligområder har særlige udfordringer i forhold til at finde fritidsjob. Dette inspirationshæfte handler om de indsatser, som kan være med til at løse disse.
Indhold
Dette hæfte er et inspirationshæfte til arbejdet med fritidsjobindsatser for unge bosat i socialt udsatte boligområder. Hæftet er inddelt i små afsnit, som kommer med forskellige perspektiver på og anbefalinger til arbejdet med fritidsjobindsatser.
I hæftet finder du følgende afsnit:
- Udfordringen. Dette afsnit beskriver udfordringen, som hæftet tager udgangspunkt i: at unge, der er bosat i socialt udsatte boligområder har udfordringer i forhold til at få et fritidsjob.
- Betydningen af fritidsjob. Afsnittet beskriver betydningen af fritidsjob med udgangspunkt i en undersøgelse fra konsulentfirmaet Rambøll. Undersøgelsen viser blandt andet, at et fritidsjob øger sandsynligheden for beskæftigelse senere i livet.
- Anbefalinger. I dette afsnit oplistes en række anbefalinger til forskellige fritidsjobindsatser. Fritidsjobindsatserne beskrives mere deltaljeret senere i hæftet.
- Mulige samarbejdspartnere. Dette afsnit giver inspiration til, hvilke samarbejdspartnere, som med fordel kan inddrages i arbejdet med fritidsjob, fx UU-vejledningen og SSP.
- Fire forskellige metoder. Hæftet beskriver fire metoder til at arbejde med fritidsjob. I dette afsnit præsenteres alle fire metoder, hvorefter de bliver beskrevet mere uddybende i hver deres afsnit. De fire metoder, som hæftet beskriver, er: Lommepengeprojekt-modellen, Den håndholdte metode, Den ikke-håndholdte metode og den todelte metode.
- Lommepengeprojekter. Lommepengeprojekter går ud på, at unge udfører opgaver, som bidrager positivt til boligområdet. Metoden er velegnet for unge under 15 år, som gennem projektet får mulighed for at prøve at have et job under beskyttede forhold, indtil de er gamle nok til at få almindelige fritidsjob.
- Den håndholdte metode. Den håndholdte indsats går overordnet set ud på, at man hjælper den unge "hele vejen". Både i forhold til at søge job og tage kontakt til arbejdsgivere, men også i forhold til at hjælpe dem med de udfordringer, de oplever i forbindelse med at varetage jobbet.
- Den ikke håndholdte metode. Den ikke håndholdte metode er til unge, som kan varetage et job, men som måske har brug for hjælp til at skrive en god ansøgning. Metoden har fokus på, at den unge selv skal gøre en stor del af arbejdet.
- Den todelte metode. Denne metode går ud på, at der er to aktører, som hjælper de unge med at finde et fritidsjob. Den ene opsøger de unge, som gerne vil have et fritidsjob og sender dem videre til den anden, som hjælper de unge med at finde et fritidsjob.
- Interviewpersoner og relevant læsning.