Forebyggende foranstaltninger 14-17 år, dialoggrupper om forebyggelse som alternativ til anbringelse, delrapport 5

Rapport om forebyggende foranstaltninger i kommunerne for unge i alderen 14-17 år

Indhold

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd gennemfører projektet ’Dialoggruppe – om forebyggelse som alternativ til anbringelse’ i samarbejde med COWI A/S. Projektet er finansieret af Socialstyrelsen og løber over en 4-årig periode fra foråret 2009 til foråret 2013.

Det overordnede formål med projektet er at afdække kommunernes brug af forebyggende foranstaltninger som alternativ til anbringelse. Projektet skal tilvejebringe en bred og anvendelig viden om forebyggende foranstaltninger, der på sigt kan medvirke til at udvikle god praksis. Projektet skal herved bidrage til, at alle landets kommuner kan blive bedre til at iværksætte den støtte og hjælp, som socialt udsatte børn og unge har behov for, så deres trivsel og udvikling sikres.

Formålet med projektet er at tilvejebringe og systematisere viden om kommuners praksis, erfaringer og resultater i forhold til det forebyggende arbejde med udsatte børn og unge. Projektforløbet skal munde ud i et katalog over eksempler på god praksis, som skal formidles ud til landets kommuner, så de får bedre forudsætninger for at yde den relevante støtte og hjælp til udsatte børn og unge.

Rapporten er den femte delrapport fra dialogprojektet om kommuners brug af forebyggende foranstaltninger. Rapporten beskriver fem konkrete indsatser, der på forskellig vis arbejder forebyggende med udsatte 14-17-årige.

De fem indsatser varierer fra helhedsindsats med dagbehandling og skolegang over kontaktperson eller værkstedsplads til fritidstilbud. Alle, der er tilknyttet de forskellige indsatser, vurderer, at deres vigtigste opgave er at hjælpe de unge til et selvstændigt voksenliv. De arbejder målrettet på at styrke de unges egne ressourcer og selvtillid og fungerer som rollemodeller i forhold til at vise de unge vejen til gode sociale relationer og netværk.

Konklusion

Rapporten afdækker en række fællestræk i foranstaltningerne i de 5 involverede kommuner:

Foranstaltningerne er stort set alle pionerprojekter. De er alle startet som mere eller mindre skræddersyede eksperimenterende tilbud, hvor nogle ildsjæle har fået muligheden for at gribe tingene anderledes an for at finde en løsning, der virker for en speciel gruppe af udsatte unge.
De ansatte i foranstaltningerne er meget engagerede og har stor erfaring med at arbejde med socialt udsatte unge med komplekse problemstillinger.
Lederne af foranstaltningerne har en stor ballast fra tidligere arbejdspladser inden for belastede miljøer (blandt andet kriminalforsorgen, SSP-arbejde og institutionsmiljøet) og har derfor en stor erfaring at trække på.
Der arbejdes meget med empowerment, anerkendelse, relationer og rollemodeller, hvilket betyder, at foranstaltningerne bliver mindre klientprægede og mere aktivitets- og selvhjælpsprægede.

Der er dog også forskelligheder:

Der peges bl.a. på at kommunerne ikke er ens. Dette påvirker grundlaget for det forebyggende arbejde. Eksempelvis peger nøgletallene på, at der er forskel på, hvor stor en andel unge i alderen 14-17 år udgør af en kommunes samlede indbyggertal.
Der er stor forskel på udviklingen i andelen af 14-17-årige over de næste 20-30 år, hvor yderkommunerne vil opleve et stort fald, mens bykommuner og kommuner i hovedstadsområdet vil opleve den største fremgang i andelen af børn og unge i befolkningen.
Der er endvidere væsentlig forskel på, hvor stor en andel 14-17-årige der modtager forebyggende foranstaltninger og er i anbringelse. Nøgletallene peger på centrale faktorer, som kommunerne skal tage højde for ved tilrettelæggelsen af deres forebyggende arbejde.

Metode

Dialogprojektet bygger på en kobling mellem forskning og praksis og, på baggrund af det fælles vidensgrundlag, udvikling af god praksis.