Evaluering af U-start – en tværprofessionel taskforce mod skolefravær
U-start er en indsats i Hvidovre Kommune, der blev etableret i 2018. Det er en indsats, som skal løse udfordringerne med det forhøjede skolefravær blandt folkeskoleelever. Læs denne evaluering og opnå en forståelse af, hvordan U-starts metoder og tilgange kan være med til at minimere skolevægring.
Indhold
Denne evaluering vil vise, i hvilket omfang U-start er lykkes med at nedbringe børnenes skolefravær. Den undersøger udvalgte forløb, hvor involverede forældre og læreres perspektiv på indsatsen inddrages. Dette er for at pege på, om indsatsen med U-start virker.
I en årrække er problematisk skolefravær blevet fremhævet af kommunerne, som en stigende udfordring, der er vanskelig at løse. Et stort antal elever har højt skolefravær. I skoleåret 22-23 havde 20% af eleverne i folkeskolen et fravær på mere end 10%. Tal fra Socialstyrelsen viser, at børn i udsatte positioner har mere fravær end andre børn.
Der er flere problematiske aspekter af et højt skolefravær. Der kan være risiko for omfattende skolevægring, faglige udfordringer og familiekonflikter på grund af manglende skolegang. Herudover er der øget risiko for skolefrafald senere i uddannelsessystemet, svækkende sociale evner, psykiske problemer og ungdomskriminalitet.
Hvidovre Kommune etablerede i 2018 indsatsen U-start, som er et nyt bud på løsningen af skolefraværsproblematikker og skolevægring. Det er en tværprofessionel taskforce, som har til formål at arbejde både med barnet, familien og netværket på andre måder end kommunen hidtil har praktiseret.
Konklusion
Evalueringen har følgende hovedkonklusioner:
- U-start mindsker skolefraværet for tre ud af fire elever.
- Fraværet falder gennemsnitligt fra 56 procent til 22 procent hos de elever, som del-tog i U-start.
- U-start virker på tværs af forskellige grupper af elever, men virkningen er størst for den gruppe af elever, der har mest fravær ved opstart.
- Forældrene oplever, at U-start bidrager med nye indsigter og løsninger, som de kan trække på, når U-start afsluttes.
- Lærerne oplever, at U-start bidrager med et helikopterperspektiv, og har en koordinerende rolle, som kommer både lærere og forældre til gavn.
Metode
Evalueringen er et mixed methods design, hvor kvantitative og kvalitative datakilder supplerer hinanden i besvarelsen af evalueringsspørgsmålene, og som gør os i stand til at efterspore og sandsynliggøre kausaliteten mellem indsats og virkning processuelt.
Det kvantitative datagrundlag udgøres af data fra Hvidovre Kommune om de indskrevne elever i skoleårene 2018/2019 til 2022/2023. Herudover suppleres der med en kvalitativ casestudieundersøgelse, hvor de med udvalgte forløb undersøger, henholdsvis lærernes og forældrenes perspektiv på, hvad der er virksomt ved U-start.