Diagnosens dilemma

Der er sket en kraftig stigning i psykiatriske diagnoser blandt børn og unge. Den stigende diagnosticering af børn og unge spiller ikke kun en rolle for de børn og unge, der diagnosticeres, men også for det socialpædagogiske arbejde. Denne master undersøger i hvor høj grad diagnosticeringen spiller en rolle for det socialpædagogiske arbejde, og hvordan kommer det til udtryk.

Indhold

Denne master undersøger, hvordan udsatte unges psykiatriske diagnoser får betydning for kontaktpersonens professionelle rolle, altså kontaktspersonens måde at se og forholde sig til de unge på, og hvordan de oplever, at diagnosen har betydning for den unges selvbillede og dermed mulige udvikling mod selvforsørgelse og personlig udvikling. Projektet tager således udgangspunkt i mødet mellem kontaktpersoner og de udsatte unge med psykiatriske diagnoser.

Projektet starter med en kort oversigt over psykiatriens historie, hvorefter projektet er bygget op omkring tre parametre:

1) Individualiseringstendenser

2) Relationelle/humanistiske & klinisk/medicinske paradigme

3) Diagnosens dilemma  

Konklusion

Både teorien og interviewene af kontaktpersonerne peger på, at den unges diagnose medfører en yderligere individualisering forstået på den måde, at problematikken og løsning heraf mere og mere kommer til at ligge hos den unge selv. Kontaktpersonens rolle bliver derfor i højere grad en facilitator-funktion, som har til hensigt at støtte den unge i en selvudvikling, så han/hun bliver bedre til at forholde sig til sin diagnose på en samfundsmæssig ansvarlig måde. Som det fremgår af statistikken, kan det konkluderes, at der har været en kraftig stigning i antallet af kontaktpersonforanstaltninger til udsatte unge. Man må derfor også formode, at der har været en stigning i unge med diagnoser.

Projektet konkluderer yderligere, at den medicinske tilgang er den mest dominerende i forståelsen af psykisk sygdom. Dette kommer til udtryk i interviewene, hvor kontaktpersonerne oplever, at psykiaternes udtalelser vægter langt højere end fx deres. De interviewede giver udtryk for, at diagnosen letter kommunikationen, og ser den som supplement til den samlede viden om den unge. Kontaktpersonerne giver dog stadigvæk udtryk for, at de anser relationsarbejdet med de unge som det bærende fundament for kontaktpersonens mulighed for at støtte op om den unges udvikling - diagnose eller ej. 

Projektet viser altså, at kontaktpersonen på sin vis forsøger at holde fast i sit relationelle, humanistiske ståsted, men både teorien og interviewene viser, at kontaktpersonen er under stærkt pres fra det lægevidenskabelige ståsted med sin diagnosetilgang. En af de interviewede oplever dog, at den medicinske behandling kan hjælpe den unge, og det letter det udviklingsarbejde som kontaktpersonen skal understøtte den unge i. Diagnoser og behandlingen opfattes således som nyttig, men der er i teorierne og interviewene også eksempler på, at adfærd og andre symptomer ikke nødvendigvis altid skyldes en psykisk sygdom, men kan være en respons på kaotiske opvækstbetingelser. Her er der altså tale om, at "noget" viser, at den medicinske tilgang er blevet for dominerende, hvilket kan medføre direkte fejldiagnosticering og en medicinering, som i virkeligheden ikke er nødvendig. Fokuseringen på diagnosetilgangen risikerer at medføre, at kontaktpersonen nedtoner sit socialpædagogiske perspektiv og derved ikke på samme måde vægter det sociale aspekt i sin forståelse af den unges adfærd.

Metode

Projektet bygger på interviews med seks kontaktpersoner, der alle arbejder socialpædagogisk med udsatte unge.