Socialpædagogerne
sl.dk Vidensbanken Mit SL

Socialpædagogernes Vidensbank

Avanceret søgning
    • Børn og Unge
    • Voksne
    • Socialpædagoger
  1. Socialpædagogernes Vidensbank
  2. Børn og Unge
  3. Social udsathed

Det svære ungdomsliv. Unges trivsel i Grønland 2011 - En undersøgelse af de ældste folkeskoleelever

En undersøgelse af opvækst, livsbetingelser, trivsel og helbred blandt de ældste elever i folkeskolen i Grønland.

Indhold

Denne rapport skildrer opvækstvilkår, livsbetingelser, trivsel og helbred blandt de ældste elever i folkeskolen. Rapporten er baseret på undersøgelsen Unges Trivsel i Grønland 2011 og følger op på den tidligere undersøgelse Unges Trivsel i Grønland 2004. Undersøgelserne belyser de unges trivsel i familien, blandt venner og i skolen, og giver således en indsigt i de vigtigste arenaer for unges hverdag.

Rapportens hovedtemaer er de unges trivsel og psykiske helbred, herunder selvmordsadfærd, vold, misbrugsproblemer i den nærmeste familie, seksuelle erfaringer, samt seksuelle overgreb. Rapporten sætter dermed fokus på faktorer, der gør det særligt svært at være ung, og giver et vigtigt kendskab til omfanget og karakteren af svære opvækstforhold og de unges trivsel og mistrivsel. Endvidere supplerer rapporten med den viden, der foreligger om børn og unge fra Health Behaviour in School-aged Children undersøgelserne (HBSC) i Grønland med ny viden om de mere belastende og svære opvækstvilkår og aspekter af de unges livsbetingelser.

Konklusion

Rapporten konkluderer blandt andet, at de fleste unge har mange og gode sociale relationer. Majoriteten af de unge har mange nære venner, og næsten halvdelen af de unge er sammen med venner eller klassekammerater hver dag efter skoletid. Dette til trods føler en væsentlig andel af de unge sig somme tider eller ofte uønsket alene. Unge opvokset i en bygd føler sig oftere uønsket alene sammenlignet med unge opvokset i en by. Fire ud af fem af de unge har mindst én voksen og mindst én jævnaldrende, som de har nemt ved at være fortrolige med. Fem procent af de unge har både svært ved at tale med voksne og med jævnaldrende om problemer, bekymringer eller sorger og udgør dermed en særligt sårbar gruppe. De unge, der føler sig uønsket alene, har også i højere grad svage sociale relationer til voksne, sammenlignet med de unge, der ikke føler sig uønsket alene.

Forekomsten af selvmordstanker blandt piger er halveret og der er sket en væsentlig nedgang i forekomsten af selvmordsforsøg blandt piger siden 2004. Til trods for dette positive faldt i selvmordsadfærd er forekomsten blandt både drenge og piger stadigvæk meget høj – godt hver tiende dreng og hver fjerde pige har forsøgt at begå selvmord. Af dem har tre ud af fire forsøgt at begå selvmord flere gange, og knapt halvdelen af de unge, der har forsøgt at begå selvmord, har ikke fortalt nogen om selvmordsforsøget. Størstedelen af de unge, der har forsøgt at begå selvmord, var ikke påvirket af alkohol eller stoffer ved forsøget.

Metode

Undersøgelsens formål er at beskrive forekomsten og fordelingen af en række indikatorer for fysisk og psykisk helbred og trivsel blandt de ældste folkeskoleelever. Undersøgelsen omfatter 481 unge på 15 år og derover fra 9. og 10. klassetrin i syv byer. Den samlede deltagerprocent var 81 % svarende til knap halvdelen af alle folkeskoleelever på disse klassetrin i Grønland. Undersøgelsen Unges Trivsel i Grønland 2011 blev gennemført i foråret 2011, og følger op på den tidligere undersøgelse Unges Trivsel i Grønland 2004, men adskiller sig ved at have et stærkere fokus på psykisk helbred og trivsel. Undersøgelsen er dermed på flere områder sammenlignelig med undersøgelser gennemført blandt unge i Danmark og Finland.

Undersøgelser og evalueringer
Forfatter
  • Cecilia Petrine Pedersen
  • Peter Bjerregaard
Årstal
2012
Udgiver
Statens Institut for Folkesundhed, 184 sider
  • Udskriv
  • Mail
  • Linkin
  • Facebook
  • Twitter
Download Download PDF

Se også

Undersøgelser og evalueringer;

Det svære ungdomsliv. Unges trivsel i Grønland 2011 - En undersøgelse af de ældste folkeskoleelever

Statens Institut for Folkesundhed, 184 sider 2012
Dokumentation og udviklingsarbejde;

Kofoeds Skole Årsrapport 2014

Kofoeds Skole, 28 sider 2015
Dokumentation og udviklingsarbejde;

Kofoeds Skole Årsrapport 2012

Kofoeds Skole, 29 sider 2013
  • Om vidensbanken

    Vidensbanken er en service fra Socialpædagogerne sl.dk

    Om vidensbanken
  • FIND MERE VIDEN

    Socialpædagogen og andre relevante danske og internationale hjemmesider.

    Se links
  • Få vidensbankens nyhedsbrev

    Hold dig ajour med ny socialpædagogisk viden.

    Få viden i din mailbox
  • SÆT NY VIDEN I BANKEN

    Har du ideer eller eksempler på viden og praksisforløb, hører vi gerne fra dig.

    Kontakt os
Socialpædagogernes Vidensbank Brolæggerstræde 9 1211 Kbh. K Tlf. +45 7248 6000
Socialpædagogerns Vidensbank