Ung i Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling
I rapportens anden fase på Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling (APU) blev et udvidet indledende forløb med ungemedarbejdere introduceret for at støtte unge med dobbeltdiagnose. Resultaterne viser en markant forbedring i de unges engagement og tilknytning til behandlingen, hvilket har potentiale til at inspirere lignende initiativer.
Indhold
Megen tidligere forskning viser, at størstedelen af unge, der modtager behandling for et behandlingskrævende rusmiddelbrug, også har psykiske lidelser. Unge med såkaldt dobbeltdiagnose modtager ofte samtidig behandlingsindsats i både den regionale psykiatri samt i et kommunalt rusmiddelcenter.
Denne sektoropdelte behandling kan være barrierefyldt, og mødet med systemet kan opleves usammenhængende og afvisende, hvilket kan resultere i, at de unge ikke gennemfører behandling.
At sikre koordinerede tilbud, der imødekommer ungemålgruppens særlige
vanskeligheder, er derfor centralt for at lykkes med at fastholde de unge i behandling og bringe dem godt videre i livet.
Denne rapport belyser erfaringerne fra fase 2 i et udviklingsprojekt i Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling (APU), under Region Hovedstadens Psykiatri, hvor man over tre faser tilpasser behandlingsindsatsen med særligt fokus på den unge målgruppes behov.
Konklusion
De centrale pointer i erfaringsopsamlingen fra det udvidede indledende forløb på APU omfatter:
-
Tilpasning til den unges situation: Forløbet tilpasses i høj grad den unges behov, ressourcer og ønsker, hvilket øger deres motivation og følelse af håb.
-
Tidlig og gennemgående relation: En kontinuerlig relation med ungemedarbejderen skaber tryghed og letter overgangen til standardbehandlingen.
-
Hjælp til sociale problemer: Ungemedarbejderens støtte med sociale problemer forbedrer de unges ressourcer og mindsker oplevelsen af ventetid.
-
Fortsatte barrierer for behandling: Selv med tilpasninger er der stadig en betydelig andel af unge, der ikke gennemfører standardbehandlingen, primært på grund af manglende fleksibilitet.
-
Udbytte af det indledende forløb: Selvom nogle unge ikke fuldfører behandlingen, vurderes det udvidede indledende forløb positivt af både unge og fagfolk, da det møder de unge som hele mennesker.
Metode
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interviews med seks unge, der har gennemført det udvidede indledende forløb, interview med projektets ungemedarbejder samt fokusgrupper med forskellige fagprofessionelle i APU.