Sprækker i ADHD-diskursen

Denne rapport har til formål at udfordre den dominerende opfattelse og beskrivelse af ADHD. Det gør rapporten ved at se nærmere på diagnosen fra fire forskellige indgangsvinkler, som normalt ikke får så meget opmærksomhed.

Indhold

Først beskriver og diskuterer rapporten den dominerende beskrivelse af ADHD, som bliver brugt blandt psykiatere, speciallæger, i politiske debatter og i medierne. Rapporten sætter blandt andet spørgsmåltegn ved, om det vitterligt er alle børn, der får diagnosen ADHD, der faktisk har ADHD.

Derefter ser rapporten nærmere på nogle af de potentialer og positive effekter, som idrætsdeltagelse rummer for børn og unge med ADHD.

Rapportens tredje fokus er på inklusion af børn og unge med ADHD. Her belyses blandt andet nogle af de muligheder og udfordringer, der ligger i arbejdet med inklusion af børn og unge med ADHD i skole og foreningsliv. Slutteligt fokuserer rapporten på brugen af medicin mod ADHD som præstationsfremmende medikament indenfor sportsverdenen.

Konklusion

Den dominerende beskrivelse af ADHD:

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder
Kernesymptomerne på ADHD er opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet og impulsivitet.
ADHD er en kompleks lidelse og kan fremtræde på mange forskellige måder.
Udredningen af børn og unge, der lider af ADHD, sker på baggrund af en omhyggelig udredning af patientens sygehistorie, som inddrager oplysninger fra nærmeste pårørende, observation af barnets adfærd kombineret med en klinisk vurdering og inddragelse af rating scales.
Arv, alder, køn og det omgivende miljø har indflydelse på, hvordan symptomerne på ADHD fremtæder hos barnet.
Der er flere drenge end piger, der lider af ADHD.
Det antages, at en række biologiske, psykosociale og sociale forhold hver for sig eller i kombination øger risikoen for at få ADHD.
50-70 % af børn med ADHD fortsætter med at have lidelsen ind i voksenlivet.
De vigtigste behandlingsformer mod ADHD er bl.a.: psykosocial intervention, kognitiv terapi og medicinsk behandling.
Da ADHD betragtes som en lidelse man kan have i større eller mindre grad, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det er alle børn med diagnosen ADHD, der har faktisk har ADHD.

Idtrætsdeltagelse

Meget tyder på, at idræt generelt bidrager til at styrke livskvalitet og trivsel hos mennesker med psykiske vanskeligheder.
Forskning peger på, at idrætsdeltagelse kan være med til at forbedre både adfærdsmæssige symptomer og neuropsykologiske funktioner hos børn og unge med ADHD.
Regelmæssig idrætsdeltagelse kan måske øge børns evne til at handle på egen hånd og nedbringe ensomhed.

Inklusion

I spændingsfeltet mellem regeringens krav om inklusion og de lærere, der skal løfte opgaven om inklusion, er der uenighed om, hvad det egentlige formål med øget inklusion er.
Lærerne mener ikke, at de er tilstrækkeligt klædt på til at løfte opgaven om øget inklusion.
Det er vigtigt, at lærerne bestræber sig på at gøre skoledagen så simpel og overskuelig som muligt for børn og unge med ADHD.

Præstationsoptimering:

Indtagelsen af ritalin blandt sportsfolk kan problematiseres, da det kan bruges som præstationsfremmende middel.
Selvom centralnervestimulerende medicin som fx ritalin er udviklet til at hjælpe mennesker, der lider af ADHD, kan medicinen også blive anvendt af unge raske mennesker som eksamensoptimerende middel.
Det kan problematiseres som dobbeltmoralsk på den ene side at acceptere brug af lægemidler til at forstærke folks funktionsevne og samtidigt forarges over brugen af doping i forbindelse med idræt og sport.

Metode

Denne rapport er et bredt anlagt litteraturstudie, baseret på et selektivt udvalg af faglitteratur, der er publiceret de seneste år indenfor ADHD-området.