Socialt udviklingspotentiale hos børn med autisme?

Denne artikel fremlægger dele af konklusionerne fra ph.d.-afhandlingen "Småbørn i interaktion: en undersøgelse af socialt udviklingspotentiale og mulighed for interaktion og relationsdannelse for småbørn med autisme i forskellige pædagogiske og organisatoriske miljøer".

Indhold

Ovennævnte ph.d.-afhandling undersøger på hvilke måder børn med autisme indgår i interaktion med andre børn med og uden autisme. Afhandlingen undersøger på hvilke måder interaktionen adskiller sig fra typiske børns interaktion, samt hvilke faktorer der påvirker børnenes interaktionelle muligheder i hverdagen. 

Derudover kigges der på, hvilke typer af forhindringer i forhold til relationsskabelse, der eksisterer i de forskellige institutionstilbud, og hvilke muligheder for interaktion børnene tilbydes i de forskellige institutionstyper. Videre undersøges det under hvilke pædagogiske og organisatoriske kontektuelle betingelser hvilke interaktionsformer trives, samt hvilken hjælp børn tilbydes i forhold til at indgå relationer med kammerater.

Konklusion

Afhandlingen konkluderer, at børn med autisme i de observerede forløb udviste en forståelse for samtalens form og de sociale betingelser og en interesse for interaktionen, hvilket er overraskende i forhold til, hvad forskningslitteraturen siger om børn med autisme. Børn med autisme indgår dog i samtalen i indholdsmæssigt kortere og sjældnere sekvenser end typisk udviklede børn, da børn med autisme ikke på samme måde følger hinandens indlæg og ideer. Afhandlingen konkluderer på baggrund af dette, at børnenes forståelse af interaktionens form er stærkere end forståelsen af indholdet. Afhandlingens analyser viste dog, at børnenes indholdsmæssige formåen øges ved interaktion med en mere kompetent samtalepartner, hvilket viser et socialt udviklingspotentiale hos børnene. Afhandlingen konkluderer derudover, at børnene har vidt forskellige sociale lærings- og udviklingsbetingelser i de forskellige daginstitutionstilbud.

Afhandlingen konkluderer afslutningsvist, at de observerede børn med autisme har et socialt potentiale, som dog kun understøttes få steder i den pædagogiske kontekst. Der er derfor brug at give pædagogerne reflekterende redskaber til at nytænke deres egen pædagogiske position i forhold til arbejdet med børn med autisme.

Metode

Afhandlingen bygger på kvalitativ empiri i form af observationer, videooptagelser, interviews og samtaler.