Med smerten som ven - Erfaringsopsamling fra et videnskabende netværk om selvskadende adfærd

Hvad stiller vi op, når unge mennesker med psykiske sygdomme har fået selvskadende vaner? Hvad gør vi, når de med jævne mellemrum reagerer på en psykisk smerte ved for eksempel at skære i sig selv? Dét spørgsmål har mange ansatte inden for psykiatrien stillet sig selv i de senere år.

Indhold

Ovenstående spørgsmål er ikke mindst aktuelt på de socialpsykiatriske botilbud, hvor der ofte er daglig kontakt mellem personale og beboere gennem flere år. Selvskadende adfærd hos en eller flere beboere er ikke let at håndtere eller standse, og personalet giver udtryk for, at de ofte kan føle afmagt og savne viden om deres egne handlemuligheder, når en beboer gentagne gange skærer i sig selv. Netop denne problematik har givet anledning til denne rapport, som belyser eksisterende viden om, hvad man gør, og hvad der virker, når professionelle forsøger at intervenere i unges selvskadende adfærd.

Rapporten koncentrerer sig ikke om den type selvskadende adfærd, der har suicidal hensigt, men den type selvskadende adfærd der, i perioder eller permanent, er en del af udøverens reaktionsmønster. Desuden har rapporten ikke fokus på de bagvedliggende årsager til selvskadende adfærd. I stedet fokuserer rapporten på personalets og brugeres muligheder for sammen at påvirke selve adfærden.

Konklusion

Rapporten konkluderer, at:

• Personale og beboere skal gå i åben dialog om emnet, når beboere på socialpsykiatriske bosteder har en selvskadende adfærd. Kun på den måde kan begge parter få en forståelse af, hvad der ligger bag denne adfærd, og hvordan man kan forholde sig til den.
• Tabuisering og bebrejdelser, når en beboer har skadet sig selv, gør mere skade end gavn.
• Både brugere og medarbejdere har brug for efterbehandling af selvskadende episoder.
• Brugerne har behov for eftersamtaler med den medarbejder, som de har den nærmeste og bedste kontakt til. Medarbejderne har behov for kollegiale støttesamtaler og opfølgende supervision.
• Der kan ikke entydigt peges på bestemte metoder, som ”virker” i forhold til selvskadende adfærd hos psykiatriske brugere. De bagvedliggende årsager til denne adfærd er personlige og individuelle, og det er derfor, at dialogen og den anerkendende omsorg er vigtig. Der er ikke tale om anerkendelse af selve den selvskadende handling, men af det problemkompleks, der ligger til grund.
• Brugerne kan og vil bidrage med viden om egne problemstillinger og have indflydelse på den behandling og støtte, de efter egen mening har brug for.
• Personalet kan som regel opretholde en professionel attitude i forhold til selvskaderen, men det kan ikke undgås, at man som menneske bliver berørt. Derfor efterlyses der fra personalets synsvinkel større viden, i form af efteruddannelse og grundig supervision, i forhold til selvskadningsproblematikker.

Metode

Projektet er gennemført som et videnskabende netværk, som er en projektform, der inviterer et netværk af praktikere til at forske i deres egen praksis. Praktikere fra seks socialpsykiatriske botilbud har formuleret deres egne forskningsprojekter, og gennem et år har de hver især gennemført mindre undersøgelser på deres arbejdspladser. Undersøgelserne er bundet sammen og udviklet i et fælles netværk med henblik på at udrede viden på tværs af projekterne.