Det er bare almindelige mennesker, der har en sårbarhed - Børn og unge fortæller om at være indlagt i psykiatrien

Denne rapport indeholder 56 børn og unges fortællinger om, hvordan det er at leve med psykisk sårbarhed og deres oplevelser ved at være indlagt på et psykiatrisk afsnit. Rapporten er Børnerådets bidrag til, hvordan man kan få en bedre behandling af patienterne i det psykiatriske system, set ud fra børn og unges perspektiv.

Indhold

Rapporten er inddelt i kapitler, der handler om børn og unges oplevelser af forskellige temaer. Efter hvert kapitel er der et lille afsnit, som handler om Børnerådets syn på emnet.

1. kapitel handler om dagligdagen og undersøger, hvad der er vigtigt for børnene og de unge i hverdagen. Kapitlet ser nærmere på betydningen af indretning af de fysiske rammer, reglerne i hverdagen på et psykiatrisk afsnit og populære aktiviteter.
2. kapitel handler om personalet og den betydning, personalet har for børn og unge, der er indlagt på et psykiatrisk afsnit. Kapitlet handler bl.a. om, at børn og unge synes, at det er vigtigt, at de føler sig lyttet til, at de kan tale med personalet om andet end deres sårbarheder og at personalet ser dem som "andet end deres diagnose".
3. kapitel handler om betydningen af børn og unges relationer til hinanden og i grupper. Kapitlet ser bl.a. nærmere på, hvilke udfordringer der kan være ved at danne nye venskaber i starten af indlæggelsen og på, hvilken betydning det har for børn og unge at have venner, der oplever nogle af de samme ting som dem selv.
4. kapitel handler om børn og unges oplevelse af behandlingen under deres indlæggelse og hvad de synes, der er vigtigt i forhold til deres behandling.
5. kapitel handler om skolen i psykiatrien. Kapitlet handler om, at det er vigtigt for børn og unge, at de føler, at de kan følge med i skolen og at de har et godt forhold til deres lærere.
6. kapitel handler om tvang og rettigheder i psykiatrien. Kapitlet beskriver bl.a. nogle af børnenes oplevelser af tvang under deres indlæggelser og hvilke ting, der er vigtige for børnene i forhold til tvang.
7. kapitel handler om fordomme og normalitet. Kapitlet beskriver bl.a., hvordan det er vigtigt for børn og unge at føle sig "normale", at man bryder med tabuer og at børn og unge med psykiske sårbarheder bliver mødt med færre fordomme.
8. kapitel handler om overgange fx skift mellem afsnit og udskrivelser. Kapitlet ser nærmere på nogle af de tanker og følelser, børn og unge har oplevet i forhold til overgange og hvad der er vigtigt for børn og unge, for at sikre gode og trygge overgange.
9. og sidste kapitel er en beskrivelse af undersøgelsen.

Konklusion

Det er vigtigt for børnene og de unge, at:

Afsnittene er hyggelige og ikke for hospitalsagtige.
Børnene og de unge har medindflydelse på rummenes indretning og at der er forskellige rum, der passer til alle aldre.
Der er en bred vifte af aktiviteter og at de voksne tager initiativ til forskellige aktiviteter.
Der er regler og strukturer i hverdagen, og at reglerne er fair, kan forklares af de voksne og tilpasses til det enkelte barn.
Personalet er lyttende, gode at snakke med, tager barnet/den unge alvorligt og tager sig tid til at tale med barnet/den unge.
Personalet inddrager børnene og de unge i beslutninger og kan tage individuelle hensyn.
Personalet interesserer sig for de unges liv og deres fritidsinteresser.
Personalets sammensætning er varieret i forhold til køn og alder.
Der er andre børn og unge på samme alder på afsnittet.
De voksne hjælper med at løse konflikter og har fokus på mobning.
De voksne hjælper nyankomne, at der er ryste-sammen-aktiviteter og at de voksne hjælper børnene med at holde kontakten fx ved udskrivning eller på tværs af afsnit.
Børnene og de unge er velinformerede om deres indlæggelse og behandling.
Behandlingen består af flere forskellige behandlingsformer og at der er tilbud om fx psykologhjælp og gruppeterapi.
Der er faste strukturer i hverdagen og at personalet husker børnenes og de unges behandlingsplaner og overholder aftaler.
Personalet husker, at ikke alt kan behandles, men at noget også er en del af ens personlighed.
Lærerne stiller passende krav til den enkelte elev og undervisningen er tilpas udfordrende.
Læreren giver plads til, at man kan have det dårligt og ikke skælder ud.
Læreren er lyttende og omsorgsfuld, og kan have det sjovt med børnene og de unge.
Holde kontakt mellem den almindelige skole og gamle klasse og skolen i psykiatrien.
Tvang anvendes så sjældent som muligt.
Børnene og de unge er velinformerede i forhold til tvang og har mulighed for at tale om tvangshændelser med en voksen.
Personalet ikke truer med tvang, husker på at tvang er overgreb og undgår, at børnene og de unge bliver ydmyget overfor andre.
Oplysninger om rettigheder bliver givet automatisk og at forældrene får information om rettigheder.
Der oplyses om psykisk sygdom i skolen og medierne.
Man mødes med færre fordomme og at det ikke er tabubelagt at være indlagt på et psykiatrisk afsnit.
Man er med til at bestemme, hvem der skal vide, at man er indlagt og at vennerne husker at holde kontakt.
Der bliver varslet i god til om udskrivelsen, man føler sig klar til udskrivelsen og ikke bliver udskrevet på grund af plads- eller ressourcemangel.
Familien eller bostedet er klar til at støtte efter udskrivelsen og at forældrene får tilbudt undervisning i, hvordan de håndterer tiden efter udskrivelsen.

Metode

Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview og omfatter 56 børn og unge i alderen 8-19 år. 51 børn og unge har deltaget i interview, hvoraf 40 af børnene og de unge var døgnindlagt, mens 11 var indlagt på dagsbasis.

Fem unge mellem 14-17 år har desuden været samlet som ekspertgruppe, der på to halvdagsmøder har snakket om en række emner. Børnene og de unge har selv meldt sig til at deltage i undersøgelsen.