Flygtningebørn i dagplejen – Sådan kan du modtage flygtningebørn og deres familier
Her kan du som dagplejer finde relevant viden og få brugbare redskaber til dit vigtige pædagogiske arbejde med flygtningebørn og deres familier.
Indhold
Guiden er udarbejdet af Center for Udsatte Flygtninge - Dansk Flygtningehjælp og den har til formål at støtte dagplejen i arbejdet med at skabe et socialt miljø, der hjælper flygtninge på vej mod et godt liv i Danmark. Flygtningefamilierne og flygtningebørnenes baggrund beskrives først i guiden. I den sammenhæng beskrives også deres eventuelle traumer.
Guiden giver nogle effektive redskaber, dels til den enkelte dagplejers arbejde med flygtningebørnene og deres familier, dels til rammerne om dagplejens indledende modtagelse af familierne. Disse redskaber kan anvendes til at bygge videre på de mange gode elementer i dagplejens nuværende praksis.
Guiden indeholder følgende afsnit:
- Om guiden: hér introduceres læseren til guidens indhold og inspirationen bag denne.
- Dagplejen kan fremme flygtningebørns trivsel: dette afsnit peger på dagplejens potentiale for at give flygtningebørn og flygtningeforældre en tryg start i Danmark.
- Flygtninge og traumer: her kan du fx læse om forskelle på flygtninge og indvandrere, hvem, der får asyl i Danmark osv. samt blive klogere på de traumer, som mange flygtningebørn har. Du kan bl.a. se en vigtig liste over hyppige symptomer på traumer hos børn i førskolealderen.
- Dagplejens rolle: dette afsnit stiller skarpt på det, som det pædagogiske miljø i dagplejen kan bidrage med i forhold til nærvær, tryghed, forudsigelighed mv. Hér præsenteres bl.a. redskabet kaldet STROF-modellen. Der gives i den sammenhæng en lang række gode råd.
- Pas på: Afsnittet understreger to afgørende forhold: at dagplejeren ikke er terapeut eller psykolog, og at barnet ikke er tolk.
- Rammerne om den gode modtagelse: afsnittet videreformidler Odsherred Kommunes erfaringer med at gøre dagplejen i stand til at modtage flygtningebørn.