Evalueringsrapport for Projekt MÅL
Denne evalueringsrapport præsenterer den viden, der er opsamlet i forbindelse med gennemførslen af den kriminalpræventive udslusningsindsats Projekt MÅL.
Indhold
Projekt MÅL blev til på baggrund af, at man blev opmærksom på, at mange unge, som havde domme på mellem 2-7 års fængsel, med anden etnisk baggrund end dansk, stod i en speciel sårbar situation i forbindelse med løsladelse, fordi deres muligheder for at resocialisere sig selv ofte er mangelfulde. Formålet med projektet har været at yde en individuel hjælp til netop de unge, så de kunne fastholde tillærte kognitive færdigheder og videreudvikle handlekompetencer, der gør dem i stand til at leve uden kriminalitet. Man har i projektet arbejdet ud fra den kognitive grundmetode, som yderligere blev suppleret med motivationsbaserede redskaber og en relationistisk stillingtagen til deltagerne. Hovedelementerne i indsatsen været rettet mod:
-
Håndtering af dagligdagens problemer
-
Give indsigt i, at et liv kan leves uden kriminalitet
-
Bibringe en forståelse for samfundet, så der skabes en identitet som samfundsborger i Danmark
-
Fremme kendskabet til arbejdsmarkedet, uddannelser og fritidsmuligheder
-
Bibringe en følelse af "jeg kan godt, selv jeg ikke troede, jeg kunne"
-
Fremme positive sociale relationer
Denne rapport evaluerer de forandringer, som de unge, der har deltaget i projektet, har udvist, såvel kognitivt - det vil sige ændringer i tanker, værdier og holdninger - som adfærdsmæssigt i projektperioden.
Konklusion
Projekt MÅL har vist, at en kombination af forskelligartede metoder og redskaber giver de bedste muligheder for at opnå succes i kriminalpræventivt arbejdet i forbindelse med unge afsoneres udslusning.
I projektperioden har kun 26 % af alle deltagere fået nye domme, og dermed har 74 % været i stand til at fastholde en tilværelse uden kriminalitet inden for det år, de har samarbejdet med projektmedarbejderne. Effekten var mest tydelig hos de deltagere som formåede at arbejde kognitivt og reflekterende, samtidigt med at de havde stabile sociale forudsætninger for at begå sig i forbindelse med en uddannelse eller en beskæftigelse. Disse deltagere udviste grundlæggende sociale kompetencer, der gjorde, at de kunne motivere sig selv til at holde sig fri af kriminalitet. Deres identitet og selvopfattelse havde betydning for, hvorledes de fastholdte en positiv kriminalitetsfri tilværelse. Identitetsomstillingen fra en afsonertankegang til at kunne se sig selv som fuldbyrdig samfundsborger, indvirker på deltagernes valg og handlinger. Deltagerne udviste positive forandringer ved at opnå indsigt i og forståelse for fordelene, som foreligger for dem, for at være selvstændige selvforsørgende borgere, der bidrager konstruktivt til de fællesskaber, de indgår i. Projektet viste derudover, at den relationelle og motivationsbaserede tilgang var brugbar i forhold til det gennemgående samarbejde med deltagerne.
Metode
Projekt MÅL løb over to år med base i Statsfængslet ved Horserød og Statsfængslet i Ringe, og der blev rekrutteret 23 deltagere til projektet.