Metodehåndbog – Værktøjer til udredning og handleplan på børnehandicapområdet
God kvalitet i sagsbehandlingen er et vigtigt udgangspunkt for god kvalitet i indsatserne for børn og unge med funktionsnedsættelse og deres familier. Socialstyrelsen har derfor, i samarbejde med otte kommuner, udviklet denne metodebog, som indeholder nye værktøjer til at understøtte arbejdet med udredning og udarbejdelse af handleplan med særligt fokus på netop denne målgruppe.
Indhold
De udrednings- og handleplansværktøjer, der præsenteres i denne metodehåndbog bygger på Integrated Children’s System (ICS). I Integrated Children's System er fokus på funktionsevner og ressourcer hos barnet eller den unge fremfor diagnoser og begrænsninger. Værktøjerne kan dog også bruges af kommuner, der ikke benytter sig af ICS. ICS har først og fremmest fokus på børn og unges sociale problemer. ICS-tilgangen er derfor suppleret med WHO’s (World Health Organization) opdeling af funktionsevne, funktionsnedsættelse og helbredstilstand hos børn og unge samt Voksenudredningsmetoden (VUM) for også at omfatte børn og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Værktøjerne er udviklet med det overordnede formål at skabe grundlag for en målrettet, helhedsorienteret og sammenhængende indsats for børn og unge i målgruppen og deres familier. Værktøjerne har til formål at øge kvaliteten i sagsbehandlingen gennem:
- Øget standardisering i sagsbehandlingen
- Bedre match mellem barn eller ung og indsats
- Øget inddragelse af barn eller ung og familie samt bedre retssikkerhed og helhed i indsatsen
- Bedre vilkår for dokumentation, indsamling af viden omkring effekter samt styring af indsatser
Kapitel 1 beskriver grundlaget for og formålet med udrednings- og handleplansværktøjerne. I kapitel 2 udfoldes hensigten med og baggrunden for udviklingen af værktøjerne gennem fire temaer: inddragelse af familien, bedre match mellem barn og ung og indsats, samarbejde med leverandørleddet og andre relevante parter samt en fælles faglig systematik. Kapitel 3 belyser udredningsværktøjet og beskriver først de væsentligste rammer i lovgivningen om udredningen/den børnefaglige undersøgelse. Derefter beskrives udredningens systematik, hvorefter hvert element i selve udredningsværktøjet beskrives. Kapitel 4 omhandler handleplansværktøjet, og dette kapitel kommer på samme måde som kapitel 3 indover lovgivningens krav og anvendelsen af de enkelte dele af værktøjet. Kapitel 5 giver konkrete råd til, hvordan man får formuleret mål, der gør det muligt at følge effektivt op på indsatsen. Dertil præsenterer kapitel 6 værktøjer til opfølgning. Afslutningsvist indeholder metodehåndbogen en række bilag, hvor man kan finde hjælp og støtte til anvendelsen af værktøjerne samt til understøttelse af dialogen mellem sagsbehandleren, familien og barnet eller den unge selv.
Metodehåndbogen er målrettet sagsbehandlere på børnehandicapområdet, deres nærmeste ledere, forvaltningsledelsen samt leverandører på området. Den kan bruges som både opslagsværk i det daglige og som en indføring i værktøjerne og tankegangen bag udviklingen af dem.