Kvalitet på specialskoler - En kortfattet systematisk forskningskortlægning
Dette projekt har til formål at etablere viden om kvalitet på specialskolerne og udvikle kvalitet på skolerne.
Indhold
Dette projekt rummer flere dele: Først er der gennemført et review af den internationale forskning om kvalitet på specialskoler, dernæst er der gennemført en survey ved lederne af de danske specialskoler og PPR-enheder. Efterfølgende er der gennemført en registerbaseret analyse af specialskoleelevernes resultater af skolegangen. Derpå er der udviklet og afprøvet tre kvalitetvurderingsværktøjer, og endelig er der beskrevet nogle gode eksempler på praksis.
De enkelte dele af projektet er beskrevet i fem rapporter. Denne rapport bringer resultaterne fra rewiewet af den internationale forskning. Der er blevet arbejdet med følgende review-spørgsmål:
- Hvilke forhold i en specialskole har positive effekter på eleverne?
- Hvad gør en specialskole god, eller hvad er god kvalitet på en specialskole?
Undersøgelsen bygger på 23 studier, som kan belyse reviewspørgsmålene. Disse studier er opdelt i fem temaer:
-
Kvalitet som helhedsbetragtning i specialskolen
-
Selvevaluering og udvikling af skoler
-
Grænsefladen til almenskolen
-
Interventioner
-
Kvalitet set i et længere tidsforløb
Konklusion
Rapporten viser, at strukturerede, systematiske, trinvise indsatser forbundet med mål, niveauer og træning synes at give gode faglige og sociale resultater hos eleverne. Det viser sig videre, at testning af eleverne, i særdeleshed faglig testning, er forbundet med store udfordringer. Dynamisk testning eller formativ evaluering med et fagligt fokus kan bidrage med forbedret grundlag for undervisningen og dermed et forbedret elevudbytte. Yderligere viste undersøgelserne af studierne også, at de ansatte på specialskolerne oplever, at deres rolle har ændret sig fra mindre plejer til mere lærer.
I forhold til evalueringstemaet viser rapporten, at der mangler en evalueringskultur på specialskolerne. Rapporten konstaterer, at elevernes udbytte af et specialskoleophold sjældent evalueres i forhold til faglig og anden udvikling. Evaluering er altså ikke nødvendigvis en del af praksis på specialskoler. Resultaterne påpeger derfor nødvendigheden af at etablere en evalueringskultur på specialskolerne, hvis kvaliteten på skolerne skal optimeres.
Derudover viser de få studier, som inddrager forældre og forældresamarbejde i analysen, at forældresamarbejdet kan have betydning for kvaliteten af undervisningen. Forældrenes positive syn på skolen og dens virksomhed er nemlig noget, som forældrene ofte bærer med ind i samarbejdet med specialskolen. Derudover vil skolens muligheder for at tilgodese barnets behov stige markant, hvis den viden, som forældre har om deres barn, bliver inddraget i samarbejdet med skolen.