Blinde børn - Integration eller isolation? Blinde børns trivsel og vilkår i hjemmet, fritiden og skolen

Tidligere sendte man børn med blindhed på kostskole, så de kunne lære at klare sig. I løbet af 1960’erne og 1970’erne gik man dog over til at lade børnene blive hos deres forældre og undervise dem i den almindelige folkeskole. Dette kaldte man enkeltintegration.

Indhold

Du kan i denne rapport læse om, hvordan børn med blindhed i teenagealderen lever og udvikler sig under ovennævnte nye forhold.

Rapporten gennemgår børn med blindheds:

Helbred. Herunder fysisk helbred, psykisk helbred, forekomst af symptomer, generelle vanskeligheder samt handicappets generelle betydning.
Familieliv. Herunder omsorg i familien, opdragelse i familien, barnets medbestemmelse, barnets opgaver og pligter i hjemmet, lommepenge og kommunernes sagsbehandling.
Sociale relationer. Herunder hvor børn med blindhed møder deres venner, børn med blindheds barrierer for samvær, seende kammeraters barrierer for samvær, mobning samt hvilke konsekvenser manglende venskab med seende børn har.
Fritid. Herunder organiserede fritidsinteresser og uorganiserede fritidsinteresser.
Skolen. Herunder det faglige niveau i skolen, generelle vanskeligheder i skolen og støttelærerfunktionen.
Fremtidsperspektiver. Herunder at klare sig selv og uddannelse.

Konklusion

Rapporten viser, at:

Selvom enkeltintegration har flyttet børn med blindhed ud i almindelige klasser og dermed kan give det enkelte barn en opvækst hos forældrene, således at barnet integreres i samfundet og ikke isoleres i en blindeverden, så forsømmer enkeltintegrationen at give børnene de forudsætninger, der skal til for at realisere integrationen.
Børn med blindhed starter med at være med i kammeratskabet i klassen, men når de andre i de lidt større klasser uddyber deres forhold til venskaber, så følger børn med blindhed ikke med. De finder i stedet deres venner blandt andre blinde børn, som de fx træffer på kurser. Dette skyldes, at de har mere tilfælles med hinanden, og at de kan lave mange flere aktiviteter sammen.
Den støttelærer, der er tilknyttet skolen og som har til opgave at sørge for, at børn med blindhed er med i det faglige, kan være med til at isolere barnet. Det kan eksempelvis virke kunstigt, når støttelæreren prøver at skabe kontakt mellem det blinde barn og de andre i klassen og ligeledes hæmme barnet i selv i at skabe denne kontakt.
Forældrene behandler deres barn med blindhed nogenlunde, som andre forældre behandler deres børn, og børnene trives nogenlunde lige så godt som andre børn. Men i integrationen bliver der tænkt for lidt på at lære disse børn alt det, som andre børn lærer af sig selv: At klare sig, når de er ude – de får i stedet lov til at holde sig til at invitere deres kammerater hjem; at finde rundt selv – de bliver hentet og bragt osv.

Sammenfattende tegner denne rapport et billede af en gruppe teenagere, som har det ok i øjeblikket med at være hjemme og gå i skole, men som formentlig på længere sigt bliver ladt i stikken.

Metode

Undersøgelsen er baseret på kvalitative interviews med 13 børn med blindhed i alderen 10-15 år. Børnene har desuden besvaret opsummerende kvantitative spørgsmål, mens forældrene har besvaret et udleveret spørgeskema.