Midtvejsevaluering af tilsynsreformen – perioden 2014-2015
I denne rapport kan du læse en evaluering af forskellige aspekter af tilsynsreformen.
Indhold
Rapporten indeholder Socialstyrelsens faglige evaluering af tilsynsreformen. Den er baseret på en række data fra socialtilsynenes praksis.
Den 1. januar 2014 trådte den politiske aftale om tilsynsreformen i kraft. Denne evaluering skal bruges til den politiske opfølgning på tilsynsreformen, som forligskredsen aftalte, der skulle gennemføres på reformen efter to år. Men rapporten kan også læses med udbytte af forskellige aktører og fagpersoner, der beskæftiger sig med sociale tilbud og familiepleje, som gerne vil tilegne sig en grundig viden om deres område.
Formålet med denne evaluering er at tilvejebringe et vidensgrundlag for den aftalte opfølgning til forligskredsen bag tilsynsreformen ved at vurdere, om de centrale formål med reformen er opnået. Formålet er ligeledes, at evalueringen skal informere social- og indenrigsministeren og forligskredsen om tilsynsreformens implementering og virkninger.
Yderligere er det et væsentligt formål med evalueringen at opnå en vurdering af, hvorvidt kvaliteten i de sociale tilbud og plejefamilierne er steget. Dertil giver evalueringen indikationer på, om borgernes uddannelse, beskæftigelse og netværk styrkes. Dermed skal den bl.a. bruges til at vurdere, om der er behov for yderligere tiltag for at indfri reformens ambitioner.
Evalueringen er bygget op omkring seks delevalueringer:
- Evaluering af implementeringen af tilsynsreformen.
- Evaluering af whistleblowerordningen.
- Evaluering af socialtilsynets bidrag til læring og udvikling i tilbuddene.
- Analyse af vurdering af udviklingen af kvaliteten i tilbuddene.
- Trivselsundersøgelse blandt anbragte børn og unge.
- Analyse af udviklingen i tilbudsstrukturen.
Delevalueringerne gennemføres af Socialstyrelsen (delevaluering 1-2, 4 og 6), Ankestyrelsen (delevaluering 3) og SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (delevaluering 5).
Konklusion
Følgende er uddrag fra opsamlingerne på de seks forskellige delevalueringer:
- Med etableringen af de fem socialtilsyn vurderes det, at betingelserne for en tilsigtet implementering af tilsynsreformen er til stede.
- Det er Socialtilsynets vurdering, at whistleblowerordningen er blevet etableret efter hensigten.
- Flere anbringelsessteder oplever en forbedring af tilsynet i forhold til tidligere.
- De fem tilsyn vurderer generelt, at kvaliteten på sociale tilbud og i plejefamilierne er god.
- De anbragte børn trives mindre, oplever at klare sig dårligere i skolen og er mere ensomme end ikke-anbragte børn. Der er stor forskel på børnenes trivsel, læring og relationer alt efter anbringelsesformen.
Foreløbige erfaringer tyder på, at det særligt er de mindre tilbud uden underafdelinger, der ophører – og med en svag tendens til, at det særligt er de offentlige tilbud, der ophører. Der er dog ikke indikation på, at det skyldes manglende godkendelse fra tilsynet.
Metode
Hver af de seks delevaluering bygger på forskellige datagrundlag og har forskellige metodiske tilgange. På side 6-7 kan du læse om disse.