Indhold

Denne rapport sætter fokus på, hvordan man i de nordiske lande håndterer anbringelse af socialt udsatte unge uden for hjemmet, og herunder særligt hvilken rolle institutionsanbringelse af unge spiller i det samlede anbringelseslandskab.

Undersøgelsens overordnede problemstilling har været: Hvordan indgår institutionsanbringelse af socialt udsatte unge som en del af det samlede anbringelseslandskab i landene Danmark, Grønland, Finland, Island, Norge og Sverige, og hvilke forskelle og ligheder kan der udpeges mellem landenes syn på og brug af institutionsanbringelser.

Problemformuleringen er desuden blevet præciseret og uddybet med følgende underspørgsmål:

1. Hvor mange børn og unge anbringes uden for hjemmet i de nordiske lande, hvor stor en andel udgør de unge, og i hvor høj grad er der tale om institutionsanbringelser?
2. Hvad er det lovgivningsmæssige grundlag for at anbringe børn og unge uden for hjemmet i de enkelte lande, og hvordan er institutionslandskabet for ungeanbringelser organiseret?
3. Hvilke centrale forskelle og ligheder findes der mellem landene i forhold til synet på og anvendelsen af institutionsanbringelse som interventionsform over for udsatte unge?

Rapporten skaber et deskriptivt sammenligningsgrundlag mellem de seks nordiske lande i forhold til interventionerne over for disse unge.

Konklusion

Den samlede anbringelsesfrekvens af børn og unge varierer mellem ca. 6 og 10 børn og unge pr. 1.000 0-17-årige i befolkningen. Danmark og Finland har forholdsmæssigt mange anbragte børn og unge, mens Sverige og Norge har væsentligt færre.

Anbringelser uden for hjemmet involverer i uforholdsmæssig høj grad ungdomsgenerationerne. Når man særskilt betragter de anbragte 13-17- årige, gælder det for alle landene, at denne gruppe udgør en majoritet. I både Danmark, Finland, Norge og Sverige repræsenterer de 13-17-årige således mellem 50 og 60 procent af samtlige anbragte børn og unge.

Der er store forskelle på de foretrukne foranstaltningstyper over for udsatte unge i de nordiske lande – og dermed på brugen af institutionsanbringelse. Mens godt 60 procent af de anbragte unge i Danmark og Finland er placeret på en form for institution, er dette kun tilfældet for 31 procent af de norske unge og 26 procent af de svenske.

Der tages alle steder udgangspunkt i, at anbringelser i videst muligt omfang skal bero på frivillighed. I alle landene forefindes dog også muligheden for at anbringe børn og unge uden samtykke, det vil sige som tvangsanbringelse.

Undersøgelsen påviser det forhold, at institutionsanbringelser på tværs af de nordiske lande er kendetegnet ved en overraskende høj grad af privatisering. Aktører som fx godgørende foreninger har længe spillet en rolle i forhold til indsatsen over for børn i nød – også længe før de offentlige børneværn blev etableret. Disse traditionelle nonprofitorganisationer har stadig deres plads, men navnlig fra 1980’erne og frem er de blevet suppleret med private institutionstilbud, som i større eller mindre grad drives på markedsvilkår. Det er ikke indlysende, hvad konsekvenserne af denne udvikling vil blive, men det er et faktum, at anbringelsesområdet stilfærdigt er blevet et af velfærdsstatens mest privatiserede domæner.

Metode

Undersøgelsens resultater er baseret på en række forskellige dataindsamlingsmetoder:

• interview med toneangivende forskere i alle lande
• interview med centralt placerede embedsfolk i alle seks lande
• indsamling af national anbringelsesstatistik
• indsamling af national lovgivning/officielle dokumenter
• gennemgang af national og nordisk litteratur
• søgning på web-sites.