Anbringelsesstatistik - Årsstatistik 2010
Færre børn og unge anbringes uden for hjemmet. Samtidig er andelen af tvangsmæssige anbringelser steget. Læs mere i denne praksisundersøgelse fra 2010.
Indhold
Årsstatistik 2010 om børn og unge anbragt uden for hjemmet giver et overblik over kommunernes afgørelser om anbragte børn og unge mellem 0 og 17 år. Derudover beskrives unge mellem 18 og 22 år med døgnophold i anbringelsessteder som led i efterværn. Dette er den femte årsstatistik siden anbringelsesreformen trådte i kraft 1. januar 2006. I årsstatistikken er der primært lagt vægt på at beskrive antallet af afgørelser i 2010 og udviklingen siden 2007.
Konklusion
I 2010 traf kommunerne 2.805 afgørelser om anbringelse af børn eller unge uden for hjemmet. Det er et fald på 12 % i forhold til 2009. Det faldende antal afgørelser har medført et mindre fald på cirka 2 % i det samlede antal anbragte børn og unge. Ved udgangen af året 2010 var 12.565 børn og unge anbragt, mens 12.833 børn og unge var anbragt i 2009.
311 børn og unge, svarende til 12 %, blev tvangsmæssigt anbragt i 2010. Gennem de seneste 5 år er der sket en markant stigning i andelen af tvangsmæssige anbringelser. I 2007 var således kun 7 % af afgørelserne tvangsmæssige.
Derudover er andelen af børn og unge, der bliver anbragt i plejefamilie som første anbringelsessted, stigende. 31 % af børnene/de unge blev anbragt i en plejefamilie i 2010. I 2007 var det 25 %. I samme periode faldt andelen af børn og unge, der blev anbragt på en døgninstitution som første anbringelsessted fra 36 % til 28 %.
Metode
Anbringelsesstatistikken har sit udgangspunkt i kommunernes sagsbehandling med fokus på de lovpligtige sagsbehandlingsskridt samt fokus på aktuel anledning og årsager til anbringelse, opfølgning af indsats og handleplan, kontinuitet, årsager til flytninger af børn og unge til nyt anbringelsessted og det videre forløb ved ophør af anbringelsen.
Desuden følger statistikken sagsbehandlingen indtil den unge fylder 18 år, hvor anbringelsen ophører. Herefter indgår de unge, der fortsætter i døgnophold i et anbringelsessted efter det 18. år som led i efterværn, i statistikgrundlaget, indtil dette ophold ophører – senest ved det 23. år.
Oplysningerne i denne årsstatistik bygger på de indberettede afgørelser frem til begyndelsen af august 2011.