Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning. 10 unge og 9 institutioner

En ungdomssanktion med mangler

Indhold

En rapport, der evaluerer den såkaldte ungdomssanktion, der blev indført i 2001 som et alternativ til ubetinget fængselsstraf for unge mellem 15 og 17 år.

Brugerfortællinger er en væsentlig del af dette forskningsprodukt, hvorfor produktet både er registreret som forskning og brugerfortællinger.

Konklusion

Resultaterne fra evalueringen udpeger bl.a., at i de forløb, der er undersøgt, har sagsbehandleren haft vanskeligheder med at få lagt planer og få opstillet klare mål. De lovpligtige handleplaner er ufærdige og bliver ofte ikke brugt tilstrækkeligt i processen. Rettet mod de unge viser evalueringen, at de ofte ikke oplever, at der er nogen planlægning, og derfor heller ikke et mål med sanktionen. De oplever ikke at blive tilstrækkeligt informeret og inddraget i deres eget forløb.

Hertil belyses også, at det vurderes fra sagsbehandlerne, at det er vanskeligt at få inddraget de unge, som ofte opleves som meget vrede, især over at have fået en toårig dom, og sagsbehandleren opleves som den straffende part. Også forældrene giver udtryk for en vrede, og hertil afviser at samarbejde med sagsbehandleren.

En kontaktperson har vist sig at være afgørende for flere af de unge, og har tilsyneladende bevirket en ændret adfærd og en såkaldt resocialisering. Der peges her på muligheden for at opnå en større tillid og for at skabe sammenhæng i hele forløbet.

Resultaterne fra evalueringen peger også på, at det er vanskeligt for de inddragede institutioner og medarbejdere at motivere de unge, hvilket argumenteres med, at det er svært at finde ud af, hvem der har ansvar for processerne, når sanktionen er opdelt i tre faser. De tre faser er ikke obligatoriske, men primært anvendes faseforløbet og dommens angivelser ser ud til at have forrang frem for et hensigtsmæssigt forløb.

Der ser ifølge evalueringen heller ikke ud til at være tale om egentlige behandlingsforløb på de inddragede institutioner, såvel som at fagligt og metodisk grundlag er uklart, hvilket kan betyde, at det forekommer tilfældigt, hvilke socialpædagogiske metoder der bringes i anvendelse.

Selve anbringelsen på de socialpædagogiske institutioner ser tilsyneladende ifølge evalueringen ikke ud til at ramme de unges behov. For de unge, som angives at have mange ressourcer, ikke er i nogen former for misbrug eller andre belastninger, ser det ud til at anbringelsen langt fra hjemmet på institution ligefrem er uhensigtsmæssig. Her peges på, at en mere direkte integrerende foranstaltninger i lokalområdet med inddragelse af familien ville være mere hensigtsmæssig. For de unge, som har svære problemer og kommer fra familiebaggrunde med såkaldt belastede forhold som brud og opløsning, ser institutionsanbringelse heller ikke ud til at være den bedste løsning. Dette er imidlertid vanskeligere, da det ikke vurderes, at familien kan inddrages i samme omfang til løsning af problemerne.

Metode

Metodisk er evalueringen baseret på interview med ni unge, deres sagsbehandlere og andre såkaldte nøglepersoner i de konkrete sanktionsforløb. Herudover er der foretaget interview med ledende personale på seks sikrede institutioner, der varetager sanktionens fase 1 og gennemført deltagerobservation på to åbne døgninstitutioner og et socialpædagogisk opholdssted, der varetager sanktionens fase 2.