Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag

Hvorfor opstår der sammenbrud i anbringelser og hvordan kan sammenbrud undgås?

Indhold

Sammenbrud i anbringelser af anbragte børn og unge undersøges. Definitionen på begrebet sammenbrud er som følger: Det er omfattende døgnanbringelser, der afsluttes uplanlagt af enten barnet/den unge, forældre, anbringelsesstedet eller forvaltningen. Undersøgelsen fokuserer både på at afdække udbredelsen af fænomenet sammenbrud og på årsagssammenhænge og processer, der forklarer sammenbrud, samt på at forstå konsekvenserne af sammenbruddet for de involverede parter.

Konklusion

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 44 % af de unge har oplevet et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb. I ca. to tredjedele af anbringelserne sker sammenbruddet inden for det første år. Hertil kommer, at årsagerne til sammenbrud i anbringelser primært er såkaldte systemfaktorer, der omfatter forhold som sagsbehandlerskift og finansielle restriktioner i kommunerne.

Derudover er der også andre faktorer eller processer på systemniveau på spil. Her betones den såkaldte ressourcesituation i forvaltningen, der omfatter den tid og de kræfter, som sagsbehandlerne har mulighed for at give den pågældende anbringelsessag, som betydningsfuld. Hertil kommer data, der viser, at kontinuitet i sagsbehandlingen også har betydning for anbringelsesforløbet, særligt i relation til, at sagsbehandlerne kender den unge og familien.

Der er også forklaringer på sammenbrud i anbringelser på et institutionsniveau, der omfatter den sociale dynamik på selve anbringelsesstederne. Her anvendes begrebet institutionelle parallelverdener til at beskrive, at de unge anbragte og personalet har grundlæggende forskellige orienteringspunkter. De unge er rettet mod samvær i ungegruppen, at finde deres plads, mens personalet arbejder med den enkelte unges udvikling og forandring. At den unge ikke finder sin plads i ungegruppen er netop en medvirkende årsag til sammenbrud i anbringelse, f.eks. på grund af mobning, fysiske overgreb eller lignende.

Sammenbrud i anbringelse findes også i forhold til den såkaldte ”smittefare”, der viser hen til, at ungegruppen er så vanskelig, at der er tale om ”læreanstalter for normbrydende adfærd”.

Sidst, men ikke mindst, påpeges det paradoksale forhold i sammenbrud i, at unges problemer, altså grunden til at de er blevet anbragt, også bliver grundlaget for sammenbrud i anbringelsen.

Der er også et niveau, der omfatter relationsprocesser og sammenbrud. Relationer omfatter her den unges relationer til både familie, venner, bofæller, pædagoger og sagsbehandlere m.fl.

Metode

Undersøgelsen omfatter en spørgeskemaundersøgelse og kvalitative interview med unge, der har oplevet sammenbrud i anbringelser, såvel som sagsbehandlere, pædagoger og andre relevante parter, der er involveret i et anbringelsesforløb.

Undersøgelsen omfatter primært unge i alderen 13-17 år, fordi international forskning viser, at sammenbrud i anbringelser særligt hører til hos denne gruppe af unge, og at op mod halvdelen af de anbragte unge oplever et sammenbrud i anbringelse.