Døgninstitutionen – Modsætninger og strategier når børn og unge anbringes

Antologi om hverdagspraksis på døgninstitutionen

Indhold

Denne antologi sætter fokus på døgninstitutionen og den hverdagspraksis, som opstår, når børn og unge anbringes uden for hjemmet. Institutionsanbringelser er kendetegnet ved en række indbyggede modsætninger og dilemmaer, og omdrejningspunktet for bogens kapitler er, hvordan disse vilkår præger mødet mellem døgninstitutionens professionelle på den ene side og de anbragte børn og unge (og deres familier) på den anden. Hverken socialpædagoger eller anbragte børn og unge forholder sig passivt til modsætningerne, og derfor stiller bogen skarpt på de strategier, som døgninstitutionens centrale aktører tager i anvendelse for at skabe mening og retning i en institutionaliseret virkelighed.

Antologien indeholder følgende kapitler:

• ”Rikke kan ikke lave relationer” af Laila Dreyer Espersen
• ”Adfærdsvanskelig ungdom? Gruppefællesskabets betydning for unge på døgninstitution” af Turf Böcker Jakobsen og Tine Egelund
• ”Professionelle forståelser af børns særlige behov” af Ida Schwartz
• ”Er der terapi i miljøet” af Tine Egelund og Turf Böcker Jakobsen
• ”Institutionel ambivalens over for anbragte børns forældre” af Tine Egelund
• ”Fodspor og fremtid(er)” af Susanne Højlund
• ”At give drengene god tid” af Tine Egelund og Gitte Frydensbjerg

Konklusion

Ifølge antologiens redaktører går det som en rød tråd igennem kapitlerne, at det i dansk sammenhæng er en fast kulturelt forankret forestilling, at de vanskeligheder, som de anbragte børn og unge står med, er individuelle (indre) problemer uden forbindelse til den kontekst, som deres hverdagsliv udgør. Samtidig er institutionernes formelle opgaver mere eller mindre eksplicit at behandle børnene individuelt.

På trods af, at børnene er vidt forskellige ved deres køn, alder, begavelse, temperament, interaktion med andre, familiehistorie og det udtryk, deres eventuelle traumer gav sig, bliver deres institutionelle identiteter ifølge redaktørerne ensartede, nemlig tidligt depriverede børn.

Der er imidlertid også børn, der ikke påtager sig deres institutionelle identitet. Og der er børn, der forbeholder sig retten til selv at påvirke, hvor meget de vil lukke socialpædagogerne ind bagved, og i øvrigt definere, hvilke fremtidsspor de finder rigtige.

Det er et generelt fænomen, at børnene ofte orienterer sig imod de andre børn og deres aktiviteter frem for mod socialpædagogerne og deres projekter. Denne sociale mekanisme indebærer en risiko for, at de fleste anbragte børn på institution i højere grad socialiseres af de andre børn end af personalet.

Afslutningsvis diskuterer forfatterne socialpædagogers konkrete muligheder for at ændre den socialpædagogiske praksis på døgninstitutioner.

Metode

Fælles for forfatterne i bogen er, at de anlægger et institutionelt helhedssyn på døgninstitutionen som fænomen. Det vil sige, at de hver især analyserer, hvordan socialpolitiske rammebetingelser, organiseringen af arbejdet og professionelle strømninger spiller sammen med den faktisk udøvede praksis. Alle bidragene er baseret på etnografiske studier, hvor forskerne har udført længerevarende feltstudier som en væsentlig del af dataindsamlingen. Endelig er bogens kapitler fælles om at lægge vægt på et aktørperspektiv.