Det Ufærdige Arbejde – Udvikling og vurdering af kvaliteten af socialpædagogiske arbejde.

En hermeneutisk udforskning af socialpædagogisk arbejde på døgninstitutioner med henblik på at udvikle forståelser af de psykiske processer heri for derved at kunne kvalificere det yderligere og evaluere kvaliteten af det.

Indhold

Målet med denne afhandling har været at kvalificere det socialpædagogiske arbejde med unge anbragt på opholdssteder og døgninstitutioner samt evalueringen af denne praksis. Afhandlingen er først og fremmest en teoretisk analyse af problemstillinger i det socialpædagogiske arbejde og konsekvenserne heraf for systematisk udvikling og evaluering af dette. Forfatteren har arbejdet ud fra følgende tre forskningsspørgsmål:

1. Hvordan kan socialpædagogerne agere i den komplekse sammenhæng og under situationens handlepres, og hvordan trækker de på erfaring og viden i dette, når socialpædagogisk arbejde samtidig ses som unikke forløb?
2. Hvordan kan man på systematisk vis arbejde med socialpædagogisk arbejde set som unikke forløb, og hvordan kan man systematisk kvalificere arbejdet på disse præmisser?
3. Hvordan kan dette arbejde evalueres?

I afhandlingens del I defineres det socialpædagogiske arbejde både praktisk, filosofisk og pædagogisk. Endvidere gives en karakteristik af det forfatteren kalder evidensparadigmet; en stadig mere udbredt tilgang til evaluering, som ifølge forfatteren er uforenelig med selve det socialpædagogiske arbejdes kerne. Igennem sin afhandling forsøger forfatteren at opstille et alternativ til dette evidensparadigme.

I del II fremlægges det teoretiske ståsted, som forskningsprojektet arbejder ud fra, og i del III analyseres og diskuteres de psykiske processer som socialpædagoger benytter sig af i det daglige – primært i en kognitionspsykologisk ramme. I del IV foretager forfatteren et lille strejftog til teorier omkring fortællinger, og til sidst samles trådene i del V, hvor konklusioner og konsekvenser for udvikling og kvalificering af det socialpædagogiske arbejde samt evaluering af dette ridses op.

Konklusion

Ifølge forfatteren er de sammenhænge og forløb, der indgår i det socialpædagogiske arbejde, så komplekse, at der ikke direkte kan opstilles alternative målemetoder til dem, evidensparadigmet anvender. Optimalt socialpædagogisk arbejde indebærer, at forløbet løbende tilrettes den enkelte unge, og er samtidigt afhængigt af et samarbejde mellem den unge og socialpædagogen. Hvis socialpædagogen skal styre dette arbejde som den professionelle, så kræver det en kompetence til at kunne handle i disse komplekse sammenhænge, sommetider uden meget tid til overvejelse. Socialpædagogen skal kunne reagere spontant i en situation i overensstemmelse med en forståelse og intention, der er opnået via fælles faglig refleksion.

Når man ser socialpædagogisk arbejde på denne måde, må en evaluering tage udgangspunkt i den forståelse af opgaven, som personalet havde på det tidspunkt, hvor de handlede. Derfor må evalueringen kobles tæt sammen med en løbende dokumentation af arbejdet. Når dette arbejde skal udvikles og kvalificeres yderligere, har fortællinger nogle særlige muligheder som formidlingsform.

I rapportens afsluttende kapitel skitseres, hvordan man kan arbejde i dagligdagen på døgninstitutioner og opholdssteder ud fra den opnåede forståelse.

Metode

Afhandlingen er først og fremmest en teoretisk analyse, og empirien er begrænset til et pilotstudie på fem uger, hvor forfatteren følger en pige på et opholdssted en dag om ugen. Hver dag afsluttes med et interview med pigen om hendes oplevelse af dagliglivet og opholdet på stedet.

Teoretisk tager forfatteren udgangspunkt i den hermeneutiske tradition og vælger at lægge et socialkonstruktivistisk perspektiv på sit forskningsfelt. Forfatteren inddrager i sin analyse desuden bl.a. Anthony Giddens’ strukturationsteori, dialektisk teori, virksomhedsteori og narrativ teori.