Anerkendelsens pædagogigk i Villa Ville Kulla

Hvilke dilemmaer opstår, når en pædagogisk praksis skal udvikles mod en mere anerkendende pædagogik? Dette belyses i denne afhandling med fokus på en kommunal døgninstitution for anbragte børn og unge.

Indhold

I Morsø Kommune udvikledes den anerkendende pædagogik med det formål at skabe en inkluderende og ressourceorienteret pædagogik i modsætning til samfundets diagnosefokus og eksklusion af børn i udsatte positioner. Men hvordan forstås det at arbejde anerkendende hos hhv. den kommunale ledelse, institutionens ledelse og de ansatte?

Fokus for afhandlingen, med udgangspunkt i en kommunal døgninstitution for anbragte unge, analyseres:

Forskellige tilgange og forventninger blandt pædaoger og ledelsen til indholdet og udførelsen af den anerkendende pædagogik.
Den sociale situation, hvor forhandlinger om anvendelsen af den anerkendende pædagogik udspiller sig.
Hvilke teoretiske perspektiver den anerkendende pædagogik orienterer sig mod, hvordan det sættes i relation til daglig praksis og hvilke mulige konsekvenser det kan få for børnene på institutionen. Her inddrages teorier om anerkendelse og forhandlede identiteter.

Afhandlingen er bygget op omkring seks kapitler omhandlende:

Anerkendelse som problemstilling og pædagogik.
State of the Art: Her gennegås eksisterende national forskningslitteratur på området.
De anvendte metoder (Interview og observation).
Afhandlingens teoretiske perspektiver på anerkendelse og anerkendelsens skyggesider.
Analyse af de vigtigste pointer og udsagn fra interviewene samt cases fra observationerne.
Analysens konklusion bestående af to dele: 1) Forståelser og forventninger til den anerkendende pædagogik og udførelsen heraf 2) Forskellige måder at gennemføre eller opgive den udviklende forhandling om den anerkendende pædagogik.

Konklusion

Implementeringen og skabelsen af et fælles sprog om den anerkendende pædagogik er ikke en let opgave. Det kræver et kontinuerligt højt niveau af refleksion, selvværd, opgaveforståelse og fundament i egen rolle - især blandt pædagogerne.
Det kan lykkes at opnå et fælles sprog og retning, men der mangler fortsat dialog og kompetencer til at forklare og forstå den komplicerede pædagogik.
Det er en udfordring, at der opstår misforståelser i dialoger og forhandlinger mellem pædagoger, ledere og kommune.
Der mangler forhandlinger og forståelser af, hvilken form for anerkendelse, der skaber inklusion af barnet.
Der, hvor udviklingen af den anerkendende pædagogik fungerer bedst, er, når der forekommer anerkendelse mellem supervisionens deltagere i deling af viden og erfaringer frem for uklarheder om forventninger og manglende gensidighed fungerer den anerkendende pædagogik bedst.

Metode

Afhandlingen bygger dels på semistrukturerede interviews og observation ved deltagelse i pædagogernes supervision.