Skolegang for anbragte børn
Om undervisning af anbragte børn
Indhold
Formålet har været at udvikle viden om indholdet i skolegangen for anbragte børn og unge gennem studier af to døgninstitutioner og en heldagsskole for anbragte børn og unge. Undersøgelsen er foretaget for Ringkøbing Amt, og amtets ønske har været at udvikle viden om undervisningen og dens indhold, tilrettelæggelse og gennemførelse samt en eventuel sammenhæng mellem undervisning og socialpædagogisk indsats for anbragte børn og unge.
Konklusion
Undersøgelsens resultater påpeger et særligt forhold ved socialpædagogiske indsatser, idet der identificeres en såkaldt kompenserende forståelse af de anbragte børn og unges livsforhold, der er bagudrettet, altså finder forklaringer i børnenes tidlige livsforhold. Dette blev også påpeget ved Bryderup et al.’s tidligere undersøgelser (2001, 2002).
På de inddragede institutioner er der tale om en miljøterapeutisk indsats, men der er store indbyrdes forskelle i, hvordan dette begreb fortolkes. Undersøgelsen har et særligt interessant perspektiv, idet de anbragte børn og unge har skrevet stile, som er inddraget i den samlede analyse. Denne viser, at en meget struktureret socialpædagogik ikke medvirker til at udfolde de anbragte børns individuelle udfoldelser. Selve undervisningen er også præget af denne kompensatoriske tænkning.
Metode
Metodisk er undersøgelsen baseret på interview med personale på de inddragede institutioner samt på analyse af stile skrevet af de anbragte børn og unge.