Normalsystemets rummeliggørelse og anbringelser

Inklusion i hverdagslivet

Indhold

Formålet med undersøgelsen har været at undersøge, hvor rummeligt normalsystemet er i forhold til anbragte og anbringelsestruede børn og unge, også set fra et barneperspektiv, således at der søges at indfange viden, om barnet oplever, at der er plads til det i normalsystemet og oplever sig som en del af dette. Normalsystemet er i denne sammenhæng fritidslivet, daginstitutionen og skolesystemet.

Konklusion

Resultaterne af undersøgelsen viser bl.a., at rummeligheden knyttet til barnet er størst i forhold til barnets deltagelse i fritidslivet, idet det er barnets lyst og interesse samt eventuelle talenter, der giver plads til barnet. Daginstitutionen har en mindre åbenhed, idet der her opereres med tildeling af forskellige støtteforanstaltninger for, at barnet kan få en plads i institutionen.

Undersøgelsen belyser endvidere, at skolen er det sted, hvor det er sværest for barnet at opleve rummelighed, idet der her skal etableres mange særforanstaltninger for at give barnet en plads. Børnene i undersøgelsen oplever også ikke at høre til i skolen, mens både fritidslivet og daginstitutionen i højere grad angives at være forbundet med oplevelser af tilhør for børnene.

Metode

Metodisk er undersøgelsen baseret på kvalitative metoder med semistrukturerede individuelle og gruppebaserede interview, narrative metoder og deltagerobservationer. 27 anbragte børn i alderen fire til 16 år samt pædagoger og lærere, der er tilknyttet børnene, er interviewet.