Når man har været anbragt

Afhandlingen ’Når man har været anbragt’ handler om fortællinger om fortid, nutid og forventninger til fremtid hos unge, der har været anbragt uden for hjemmet, og hvorledes de konstruerer mening i disse fortællinger.

Indhold

Socialpolitiske diskurser såvel som forskning på anbringelsesområdet peger på betydelige udfordringer hos gruppen af tidligere anbragte unge i sammenligning med deres jævnaldrende. Det fremgår, at anbringelse ikke er en hændelse, som udelukkende har betydning gennem de unges opvækst, men tværtimod har en fortsat betydning gennem livet. Det perspektiv understreges ofte i forskningen, men imidlertid er der mangel på viden omkring, hvordan sammenhænge mellem fortid, nutid og forventninger til fremtid former sig, særligt i relation til den enkeltes egne fortællinger. Formålet med denne afhandling er derfor at undersøge fra et første-persons perspektiv, hvordan den enkelte unge konstruerer mening i egne fortællinger og herunder skaber sammenhæng mellem fortid, nutid og forventninger til fremtid.

Titlerne på afhandlingens analytiske kapitler er ’At være i og forlade anbringelse’, ’Familie’, ’Venskaber’ samt ’Livet hver dag’, hvilket tegner et billede af centrale temaer i de unges fortællinger. Analytiske fund i kapitlerne fremhæver udfordringer, håndteringsmåder, omkostninger såvel som ressourcer i de unges fortællinger. De fund peger på meningskonstruktioners kompleksitet, idet eksempelvis udfordringer og ressourcer ikke præsenteres som to modsætninger, men derimod ofte er to sider af samme sag. På den ene side fortæller de unge således om oplevelser med ensomhed og deres ønske om nære, omsorgsfulde relationer. På den anden side fremhæver de deres evne til at tage vare på dem selv som en primær ressource, der dog udfordrer deres accept af andres støtte og omsorg.

Fortællingerne handler også om oplevelser af fremmedhed, de unges muligheder for at handle temporalt samt deres oplevelser af at møde de fleste situationer med refleksivitet. Fortællingerne om fremmedhed fremgår i forhold til en lang række aspekter i de unges liv og peger på, at de ofte oplever situationer i deres liv hver dag som potentielt problematiske, hvilket igen forstærker oplevelser af fremmedhed. Konsekvensen af denne oplevelse af fremmedhed er, at de unge ofte handler med udgangspunkt med et fokus på her-og-nu frem for på langsigtede planlægninger og mål.

Metode

Det empiriske udgangspunkt for afhandlingen er en kvalitativ forløbsundersøgelse, hvor otte unge, der alle har været anbragt uden for hjemmet, er blevet fulgt gennem en toårig periode. Omtrent hvert halve år er der foretaget narrative interviews, hvorved fem interviews er foretaget med syv af de unge. Med den ottende ung er der foretaget tre interviews, idet hun kom med i undersøgelsen et år senere end de øvrige unge. De unge er i alderen fra start 20’erne til midt 30’erne, mens empiriindsamlingen foregår.