Hvordan familie og netværk bliver inddraget i børnesager

Formålet med denne undersøgelse er at få belyst, hvorvidt kommunerne afdækker og inddrager anbragte børns netværk i det omfang, det er tiltænkt i loven.

Indhold

Reglerne om samvær for anbragte børn og unge blev ændret i forbindelse med Barnets Reform, så afgørelser om samvær altid skal tage udgangspunkt i barnets ret til samvær og kontakt. Barnets ret til samvær blev desuden udvidet til også at omfatte familie og netværk og dermed samvær med for eksempel bedsteforældre og søskende. Generelt har kommunerne efter serviceloven pligt til at overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familien og netværket i arbejdet med udsatte børn og unge. Det er endvidere et vigtigt led i den kommunale sagsbehandling i sager om særlig støtte til børn og unge, at kommunen i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse efter serviceloven afdækker både ressourcer og relationer i familien og netværket, som kan udnyttes til gavn for barnet.

Konklusion

Kommunerne er generelt opmærksomme på systematisk at afdække ressourcer og inddrage familie og netværk i børnesager, og der er generelt et politisk samt ledelsesmæssigt fokus på området. Det er dog ikke altid, at det i praksis lykkes at inddrage ressourcepersoner fra barnets familie eller netværk i børnesager. Det kan skyldes, at der for eksempel er et meget spinkelt og ressourcesvagt netværk at inddrage, eller at der er modstand fra forældrene i forhold til, at andre i familien eller netværket skal ”blandes ind” i familiens problemstillinger. Manglende samtykke fra forældre kan vanskeliggøre samarbejde med den øvrige familie og netværket. Flere kommuner erkender, at årsagen også skal findes inden for egne rækker. De peger på, at der fortsat er et forbedringspotentiale i indsatsen og arbejdet med både at opsøge og afdække ressourcer hos øvrig familie og netværk i børnesager samt at undersøge, hvordan netværket kan indgå i indsatsen for at løse barnets og familiens vanskeligheder.

Der er ikke et entydigt billede i forhold til, hvilke metoder og redskaber kommunerne anvender, når de skal afdække ressourcer hos familie og netværk. ICS – Integrated Childrens System anvendes dog i flere kommuner. Kommunerne er meget opmærksomme på barnets ret til samvær og kontakt. Flere af kommunerne udarbejder samværsplaner i størstedelen af sagerne. Kommunerne følger samværet tæt og får tilbagemeldinger fra anbringelsesstederne, hvis der er afvigelser i det aftalte samvær. Kommunerne justerer løbende i barnets samvær og kan bevillige støtte til de forældre, som har svært ved at have samvær med deres børn. Kommunerne prioriterer generelt at bruge netværksanbringelser, når det er muligt, og 62 % af kommunerne forventer at gøre mere brug af at anbringe børn og unge i netværket fremover. Undersøgelsen viser dog også, at kommunerne har meget blandede erfaringer med netværksanbringelser, og at der er en række udfordringer forbundet med anbringelsesformen. De fremhæver, at de velfungerende netværksanbringelser er mere skånsomme for barnet end andre anbringelsestyper. Men kommunerne fremhæver også en række udfordringer ved netværksanbringelser, herunder blandt andet at barnet ofte bliver centrum i meget konfliktfyldte familieforhold, og at det er meget vanskeligt for kommunerne at styre barnets samvær med forældrene.

Metode

Undersøgelsen baserer sig på et landsdækkende spørgeskema, som er besvaret af 94 kommuner i perioden juni-august 2013. Kommunerne har besvaret både generelle spørgsmål samt sagsspecifikke spørgsmål ud fra konkrete sager. Der indgår besvarelse fra 252 konkrete sager om børn og unge anbragt uden for hjemmet. Der er gennemført supplerende interviews med ledere og sagsbehandlere i seks kommuner. Disse kommuner har fremsendt konkrete sager, som er anvendt til at illustrere, hvordan kommunerne dokumenterer inddragelse i sagerne. Børnenes perspektiv er belyst via interviews med ni børn og unge i alderen 10-14 år, som er anbragt uden for hjemmet.