Bekymrende identiteter – Anbragte børns hverdagsliv på behandlingshjem

Hvordan institutionelle rammer har indflydelse på relationer mellem anbragte børn og ansatte.

Indhold

Denne ph.d.-afhandling handler om det hverdagsliv og den behandling, der skabes for børn, der er anbragt på behandlingshjem. I afhandlingen har forfatteren interesseret sig for, hvordan den institutionelle ramme er med til at styre de mønstre af interaktion, der etableres mellem de anbragte børn og de ansatte. Hun har særligt haft fokus på, hvordan de professionelles forståelser af de anbragte børns problemer og behov er med til at regulere den sociale interaktion på institutionen.

Konklusion

Forfatteren fremhæver det stærke fokus på behandlingen af de anbragte børn og unge som en meget væsentlig komponent i det institutionelle univers. For børnenes vedkommende betyder det intense fokus på behandling, at langt de fleste af deres handlinger bliver gjort til genstand for de professionelles behandlingsmæssige overvejelser og fortolkninger og på den måde også kan danne udgangspunkt for en terapeutisk samtale mellem et barn og en medarbejder. Dette betyder også, at børnene skal være parate til at se sig selv som forandringsprojekter. Men det er langt fra altid tilfældet, at børnene er indstillede på denne forandring, og børnenes modstand bliver i stort omfang af de professionelle tolket som symptomer på de problemer, de i udgangspunktet er på institutionen for at arbejde med.

I rapporten tegnes også et billede af barndommen på en behandlingsinstitution, der ifølge forfatteren adskiller sig markant på flere områder fra andre slags ”barndomme”. For det første har børn, der er anbragt på en behandlingsinstitution, en barndom, der er meget mere afsondret. Dette betyder blandt andet, at børnenes kammerater på godt og ondt skal findes blandt de børn, der bor på institutionen. Derudover er det karakteristisk, at børnene bor, går i skole og har store dele af deres fritidsliv inden for samme afgrænsede fysiske og sociale rum. Til sidst påpeger forfatteren, at en barndom på en behandlingsinstitution i stor udstrækning er lig med gruppetilværelse, der indebærer en tæt og omfattende kontakt med en større gruppe af andre børn, som de ikke selv har valgt, og en gennemstrømning af mange forskellige voksne.

Forfatteren afslutter rapporten med en opfordring til professionelle på behandlingsinstitutioner til at reflektere over konsekvenserne af de tolkninger de tilbyder børnene og de unge af deres handlinger og den behandlingsmæssige praksis’ overvejende fokus på børnenes problemer, deres følelsesmæssige (fejl)udvikling og deres afvigende adfærd.

Metode

Afhandlingens analyse er bygget op omkring et etnografisk feltarbejde foretaget på to behandlingsinstitutioner. Hvert feltarbejde havde en varighed af ca. tre måneder og indbefattede, udover observationer på en udvalgt afdeling, interview af børn og ansatte på afdelingen samt interview af afdelingsleder, psykolog og institutionsforstander. Derudover har forfatteren orienteret sig i forskelligt skriftligt materiale fra institutionerne som eksempelvis journaler, elektroniske dagbøger, institutionens organisatoriske tekster og internt uddannelsesmateriale.