Udsat til Børneforsorg - Om etablering af familiepleje, børneanstalter og indsats i hjemmet for udsatte børn i Danmark

Om børneforsorgens historie og dens betydning for behandlingen af socialt udsatte børn og unge i dag

Indhold

Doktorafhandlingen undersøger børneforsorgens opkomst og etablering som en del af samfundet og som en omfattende offentlig virksomhed. Den viser, hvordan der sker en etablering af familiepleje, børnehjem og en gryende indsats i hjemmet. Den undersøger, hvordan fattigvæsen, skolevæsen og sundhedsvæsen danner en kreds om børneforsorgen frem til den første lov om forbryderske og forsømte børn og unge i 1905.

Afhandlingen afrundes med et blik på, hvordan der historisk er trukket spor, som i dag har stor betydning for behandling af udsatte børn og unge.

Konklusion

Et uddrag af et større perspektiveringsmateriale: 

Børneforsorgen vokser frem fra 1700-tallet og formerer sig med familiepleje, anstalter og rådgivning i hjemmet, og i slutningen af 1800 tallet sker en stor forøgelse af antallet af børn og unge, der kommer i pleje. På det tidspinkt var børneforsorgen et virvar af organisationer og institutioner, men med 1905-loven om forbryderske og forsømte børn og unge blev forsorgen samlet med henblik på at koordinere og regulere de mange relationer mellem fattigvæsen, skolevæsen og sundhedsvæsen.

Børneforsorgens institutioner og teknologier kommer i dag som i 1905 fortrinsvis på banen, når de øvrige væsner udpeger et barn eller en ung. Derfra får den magten til at handle og til at behandle. Men den har ikke magt til at sende barnet eller den unge den anden vej. Den kan ikke bestemme over ressourcefordelinger, at et barn skal sendes i skole eller eksempelvis behandles i psykiatrien. Derudover er børneforsorgen fortsat et defensivt væsen vedrørende forebyggelse af at børn og unge bliver udsatte.

Børneforsorgens stabilitet udfordres i dag af to perspektiver. Det ene handler om, at den objektgørelse der fandt sted i kølvandet på 1905-loven, i dag udfodres af en subjektgørelse, hvor udsatte børn og unge får indflydelse på, hvordan de skal behandles, hvilket FNs børnekonvention også tilsiger. Det andet handler om et stigende fokus på effekt af anbringelser og indsatser. Der var tidligere en stærk tro på, at børneforsorgen kunne udvikle udsatte til at blive normale nyttige borgere. Hvorvidt indsatser i dag virker, stilles der i højere grad spørgsmålstegn ved, og som et led i subjektgørelsen ses der nærmere på de enkelte indsatser ved at spørge de børn og unge, som har været genstand for dem.

Metode

Afhandlingen tager teoretisk afsæt i Foucault og anvender den genealogiske metode i analysen af børneforsorgens fremkomst med dens institutioner og definitioner af udsatte børn og unge.

Afhandlingen undersøger, hvordan sandhedsregimer om behandlingen af udsatte børn og unge bliver til. Det fører til undersøgelser af idéer om barndom, dannelse af institutioner og sociale teknologier. Således undersøges og diskuteres barndom og børns vilkår frem til 1905. Endvidere undersøges med udgangspunkt i 1905-loven de tidligere love for at se, hvordan sandhedsregimet som repræsenteret i loven har udviklet sig. Endelig belyses også fattigvæsenet, skolevæsenet og sundhedsvæsenet som væsener, der i mellem de udvalgte love har fået betydning for behandlingen af udsatte børn.